Ny affalds-app til Koldingborgerne

Efter pinse sender Kolding Kommunes Renovationsafdeling en ny udgave af Genbrugsavisen ud til alle husstande og virksomheder. En af historierne i avisen handler om en helt ny App til smartphones og tablets. App’en hedder Affald Kolding.
 
»Den nye App indgår i vores bestræbelser på at nedbringe mængden af affald til forbrænding. I Kolding skal vi genbruge omkring dobbelt så meget som i dag for at leve op til Folketingets krav. Her håber vi, at app’ens sorteringsvejledning vil være en hjælp«, siger formanden for Teknikudvalget, Knud Erik Langhoff.
 
App’ens sorteringsvejledning indeholder over 1.000 stikord, og med app’en vil borgerne altid have den nødvendige information om affaldssystemet lige ved hånden.
 
Udover at kunne se sin egen affaldsordning vil borgerne kunne se, hvornår næste tømning af restaffald finder sted, hvor miljøstationer og igloer er opstillet osv.
 
Desuden vil app’en give oplysning om driftforstyrrelser. App'en er gratis.

Publiceret 15 May 2015 10:15