Generationsskifte:

Berotech er klar til vækst

Med Torben Pedersen i spidsen har Berotech gennemført et generationsskifte, der skal ruste virksomheden til en ny tid med stadigt større forsyningsselskaber

Haderslev-baserede Berotech, der har specialiseret sig i opgravningsfri renovering af kloakker, har fået ny ledelse. Det er Torben Pedersen, der afløser Flemming Jordt, der grundlagde virksomheden i 2001. 

International erfaring

Den nye administrerende direktør er 37 år og kommer fra Kongskilde-koncernen, hvor han de seneste fem år har haft en række internationale ledelsesopgaver inden for salg og projektledelse. Flemming Jordt, 65 år, fortsætter i en nøglerolle og virksomhedens bestyrelse, ligesom han ejer halvdelen af virksomheden.

Udvikling af virksomheden

Torben Pedersens opgave bliver at udbygge Berotechs position som en af de førende leverandører inden for ”No Dig” i Danmark (No Dig er opgravningsfrie løsninger til renovering af vand og kloakledninger, red.), men også i Sverige og Tyskland, der efterhånden står for 30 procent af omsætningen. 
Sammenlægninger og effektiviseringer hos forsyningsselskaber og boligselskaber stiller større krav til leverandørerne om kompetent sparring og planlægning, og derfor styrker Berotech kundesupporten.  
"Jeg glæder mig til at kunne koncentrere mig om at hjælpe kunderne sammen med de øvrige projektledere. Vi er kendt for god sparring, men i de senere år har jeg ikke haft tid nok til det," siger Flemming Jordt, nu senior projektleder.

Potentialet er stort

Ifølge Berotech har ”No Dig” -metoden en stor fremtid, fordi alternativet med dyr og besværlig opgravning af en gammel kloakledning og nedlægning af en ny koster 2-4 gange så meget. Modsat kan Berotech skånsomt renovere den slidte kloakledning indefra med en strømpeforing, der holder i mere end 100 år. 
Berotech har godt 20 ansatte og er landsdækkende med afdelinger i Haderslev og Hillerød.
"Vi er godt gearet til både små og store opgaver inden for ledningsrenovering. Berotech er adræt, vågen og kundeorienteret, og det sidste ændrer vi ikke på, selv om vi satser på at komme endnu bredere ud med vores speciale," slutter den nyudnævnte direktør, Torben Pedersen.

Publiceret 15 May 2015 08:00