“Ofte kan man opnå en stor besparelse ved et bankskifte,” lyder det fra Chris F. Aabenhuus. Foto: Lars Saugbjerg

“Ofte kan man opnå en stor besparelse ved et bankskifte,” lyder det fra Chris F. Aabenhuus. Foto: Lars Saugbjerg

Rådgiver:

Skift bank og spar penge

Ny virksomhed i Fredericia hjælper dig med at skifte bank

Af
Lars Saugbjerg

Økonomi Skift bank og spar penge. Ja, den har vi hørt før. Men måske er du en af de mange, der finder bankmarkedet så kompliceret, at du ikke magter at forhandle dig til en bedre plads i solen. Din interesse for den finansielle sektor halter - og måske er tiden også knap.
Alligevel kan du ikke lade være at tænke på den økonomiske gevinst. Jamen, så søg hjælp. Måske kan det betale sig at købe uvildig rådgivning. Den kan du få hos den nystartede virksomhed Bankboost i Fredericia. Bankboost er netop blevet godkendt af finanstilsynet, og indehaver Chris Friis Aabenhuus, der er født og opvokset i Skærbæk, er klar til at hjæpe private bankkunder med at opnå bedre vilkår på deres bankforretning.
“Der er penge at spare ved at finde en ny bank. Mange synes, at det er bøvlet, men det foregår jo i virkeligheden meget let og automatisk. Det største arbejde handler om at underskrive nogle domkumenter - og om at lære sin nye pinkode,” lyder det fra Chris Friis Aabenhuus, der med 13 år i bankverdenen kender alle procedurerne.
Den 1. april sagde han sin chefstilling op i Sydbank - og udlever nu drømmen som selvstændig finansiel rådgiver.
“De kunder, som åbner munden, får bedre betingelser. Og har man samtidig kendskab til bankens produkter, er man godt stillet. Jeg hjælper med en uvildig rådgivning, der er til at forstå.”
Bankmægleren starter med et gratis og uforpligtende møde, hvor kundens situation bliver gennemgået.
“Herefter går jeg i dialog med mindst tre banker for at opnå det bedste tilbud.”
Efterfølgende modtager kunden et skriftligt tilbud fra den billigste bank.
“Rigtig mange kunder kan spare 10.000 kroner om året.”
Den uvildige rådgivning koster penge. Der findes to betalingsmodeller. 1: Du betaler halvdelen af den besparelse, du opnår det første år. 2: Du betaler en fast pris på 5.000 kroner inkl. moms.
Chris Friis Aabenhuus understreger, at det ikke er alle bankkunder han kan tilbyde hjælp.
“Grundlæggende skal økonomien være i orden. Det her er jo ikke Luksusfælden... Jeg bringer ikke kunder videre, som jeg ikke selv ville tage i bøgerne, da jeg var ansat i bankverdenen.”

Det er rigtig mange penge man kan spare
Chris F. Aabenhuus, finansiel rådgiver

Publiceret 15 May 2015 08:00