Pede B er med på en rap aften i Gazzværket. Foto: Kenneth Nguyen

Pede B er med på en rap aften i Gazzværket. Foto: Kenneth Nguyen

En rap pinse på Gazzværket

Pede B og Dj Noize sætter gang i pinsedagene hos Gazzværket med support af Adnan Corbo.
Pede B er den første og eneste, der har vundet rapbattle konkurrencen MC's Fight Night hele tre gange. Han udgav sit første album 'Et Barn Af Tiderne' i 2005. Siden blev det til de anmelderroste albums 'Over Askeskyen' og 'Over Askeskyen 2' og senest udgav Pede B i foråret 2014 Alberte Winding hyldest-EP'en 'Vi Hjerte Alberte'.
'Byggesten' er titlen på Pede B og Dj Noize's nyeste album. Albummet udkom i marts måned og er pakket med hits, ærlige beretninger fra hverdagen og refleksioner over det samfund vi lever i.
"Liveshows er alt for os. Det er her, vi viser, hvor stærke vi er blevet. De sidste par års koncerter har vist Noize og jeg, hvad der virker på scenen, så det er med de erfaringer i baghovedet, vi rammer studiet og scenekanten den kommende tid." Sådan beskriver Pede B det samarbejde, han og DJ Noize har opbygget i løbet af de år, de har turneret sammen.
Dj Noize har siden midt 90'erne været et velkendt ansigt i den danske musikbranche og slog for alvor sit navn fast, da han vandt verdensmesterskabet i mix i 1996. Med dem på scenen har de talentfulde Emilie Moldow, der sang til det Danske Melodi Grandprix 2014 med sangen 'Vi finder hjem' og Pede's mangeårige backup-rapper LuxXx.
Den 23. maj kl. 20 går det løs. Entréen er 80 kroner.

Publiceret 18 May 2015 07:00