Tobias Hansen, Sophie Dandanell Krøier, Mia W. Jørgensen og Camilla Laasholdt til DM i Industriens Hus i København.

Tobias Hansen, Sophie Dandanell Krøier, Mia W. Jørgensen og Camilla Laasholdt til DM i Industriens Hus i København.

Young Enterprise:

God idé er skidt nyt for cykeltyve

En supergod idé blev belønnet med en DM titel for fire visionære elever på Det Blå Gymnasium

Af
Peter Rasmussen

Sophie, Mia, Camilla og Tobias fra innovationslinjen på Det Blå Gymnasium i Haderslev har en god idé. En af dem hvor man tænker: ”Hvorfor fik jeg den ikke selv”? Ideen og virksomheden hedder ”chip din cykel”. Og den er helt enkel.
En GPS-chip monteret i sædestellet beskytter cyklen mod tyveri. Den slags opfindelser er der et marked for. Lidt tal sætter hurtigt ideen i perspektiv: I Danmark stjæles der syv cykler i timen, døgnet rundt, året rundt. Mere 60.000 cykler om året. Forsikringsselskaberne udbetaler årligt mere end 200 millioner kroner i erstatninger for stjålne cykler.

DM og 25.000 kr.

Ideen har foreløbig skaffet virksomheden Chip din cykel en DM-titel i iværksætteri i Industriens Hus i København i april i skarp konkurrence med unge virksomheder fra hele landet. Og forleden vandt Chip din cykel titlen Talentvækst Syddanmark 2015 i Sønderborg. Uddannelses- og forskningsminister Sofie Carsten Nielsen holdt tale, og Felix Schmidt overrakte prisen på 25.000 kr. Og fra scenen lovede Chip din cykel at de om et år kommer tilbage og fortæller, hvordan det er gået.

Vild tid

De fire unge lægger ikke skjul på at månederne siden jul har været vilde:
"Vi har været på messer med Young Enterprise, vundet DM, været på bootcamp for unge talenter og fået sparring med nogle af Danmarks bedste iværksættere, og de synes godt om vores koncept og forretningsplan. – Det er ret inspirerende, og man kan faktisk godt blive høj af det," griner Mia. De fire unge tror på, at det bli'r til noget. De 25.000 skal bruges til produktudvikling:
"Lige nu er vi der hvor vores idé for alvor skal møde virkeligheden," fortæller Sophie. Og det er præcis det sted, hvor mange unge virksomheder går i stå, det ved de unge godt, og de har erkendt, at det, de nu skal bruge er kapital og seriøs opbakning til projektet.

Mentor og kapital

"GF-forsikring har meldt, at de er meget interesserede i vores idé, og vi har mange kontakter i erhvervslivet, som vil hjælpe med at fremstille den prototype, der for alvor skal skaffe os hul igennem, så vi kan starte en produktion," forklarer Mia, som fortsætter:
"Det er altafgørende, at vi griber det rigtigt an. Første step er at få tilknyttet en erfaren mentor til virksomheden og næste punkt i en pakket kalender er et møde med Haderslev Erhvervsråd, som skal præsenteres for ideen.
Camilla supplerer: "Vi har allerede lokal opbakning, men den vil vi selvfølgelig gerne have mere af, og vi glæder os til præsentere ideen lokalt."

Publiceret 18 May 2015 07:00