Fredericia håber at kunne bruge dette skilt grundlovsdag.

Fredericia håber at kunne bruge dette skilt grundlovsdag.

Åbne butikker grundlovsdag? Styrelsen sidder klar med OK-stemplet

Erhvervsstyrelsen siger ok til åbne butikker grundlovsdag. Hvis altså loven når at blive ændret i tide. Og dét er et stort hvis

Af
Peter Friis Autzen

Fredericias handelsliv kæmper for at få lov at åbne butiksdørene grundlovsdag, når krydstogtskibet Silhouette vender tilbage med over 2.800 shoppinglystne og bustrætte turister.
Som tidligere omtalt i Lokalavisen spænder lukkeloven ben for åbne butikker. Men en lovændring giver en chance. Desværre vedtages lovændringen så sent, at den - også som omtalt - næppe når at træde i kraft i tide.
Men nu har Erhvervsstyrelsen meddelt Fredericia dispensation for lukkeloven - forudsat, at lovændringen når at komme på plads. Styrelsen sidder altså klar med stemplet, så byen ikke skal igennem en ny sagsbehandling.
“Det er godt, at styrelsen er klar. Men det vil godt nok være ærgerligt, hvis loven træder i kraft med et par dages forsinkelse,” siger Fredericia Shopping-formand Christian Jungmark.
Flere butikker har meddelt, at de kun tør åbne, hvis der ligger en formelt tilladelse til det. De vil ikke risikere en bøde.
“Og fra foreningens side opfordrer vi ikke folk til at slå dørene op uden tilladelse,” siger Christian Jungmark, som finder det grotesk, at det ikke er nok at få loven vedtaget. Den skal stadfæstet og offentliggøres, før den træder i kraft.
“De forretningsdrivende har svært ved at lægge vagtplaner. Varslingsfristen med hensyn til ansattes vagtplan er forlængst overskredet. Men dét skulle nu nok kunne løses. Vi mangler kun den endelige lov og godkendelse,” siger han.

Publiceret 21 May 2015 07:00