Ole Dau efter det hændelige sammenstød med Avedøres Toke Svendsen.

Ole Dau efter det hændelige sammenstød med Avedøres Toke Svendsen.

- Det har været en hård tid...

HIF’s angriber Ole Dau sidder fortsat udenfor med efterveer af en hjernerystelse og piskesmæld

FODBOLD: Den 10. oktober 2014 var en markant dag for Hvidovres letbenede angriber Ole Dau. I et lokalopgør bankede han og Avedøres Toke Svendsen hovederne sammen, og det betød, at begge måtte forlade banen og en tur over skadestuen.

- Jeg fik desværre ikke konstateret en hjernerystelse på skadestuen trods de syv sting, som slaget medfødte, fortæller Ole Dau. - Det er lidt foruroligende, når jeg tænker tilbage på det i dag. Det har så sidenhen haft nogle alvorlige konsekvenser både mentalt og arbejdsmæssigt. Mit arbejde som civilingeniør på en meget anerkendt tegnestue kræver ret meget tid foran en computer. Vi fandt hurtigt ud af, at jeg desværre kun kunne sidde foran computeren i 20 minutter, før en irriterende hovedpine satte sig... - I dag kan jeg sidde ca. fire timer foran en computer dagligt, og det er selvfølgelig langt fra tilfredsstillende for mig eller for min arbejdsgiver. Det er et erhverv, hvor der er store udskiftninger, og jeg føler, jeg sidder løst i sædet... - Jeg har selv opsøgt alle mulige former for alternative behandlinger, det har hjulpet en del, men det endelige gennembrud kom efter 6½ måned, hvor en ekspert konstaterede at jeg også havde pådraget mig et kraftigt piskesmæld. Jeg er nu i behandling for dette to gange ugentligt. Jeg mangler stadig at få fjernet de sidste symptomer, før jeg forhåbentlig er helt ovenpå. Hvornår det sker, vides ikke... HIF har behandlet mig rigtig flot, hvor jeg sideløbende har været sendt til de specialister, der ved noget om hjernerystelser. - Der er mange frustrerende perspektiver ved min situation. En af dem er, at det er en lidelse uden synlige tegn. Det er samtidig få personer man støder på, som kan associere sig med sygdommen... - Der findes heller ikke retningslinjer i behandlingen af hjernerystelser, og generelt er der egentlig bare alt for lidt viden på området. Man føler sig hurtigt rådvild og overladt til sig selv, når man har en hjernerystelse. Paradoksalt nok er det mig bekendt kun boksere, der får dikteret en pause med henblik på restitution efter en alvorlig knock-out... - Jeg har til gengæld følt stor opbakning blandt kammeraterne, fans og folk omkring HIF, og jeg kommer i klubben alt det, jeg kan. Det at møde op i klubben hos gutterne gør også, at jeg kan holde modet oppe og stadig være en del af fællesskabet. Jeg ved helt sikkert, at jeg ikke kommer til at spille i dette forår. Det kom derfor ikke som et chok, da eksperterne meldte det ud... - Jeg er optimist og tror virkelig på, at jeg kan blive aktiv igen, så jeg håber, at jeg efter sommerferien kommer i gang. Jeg kan løbe i moderat tempo uden at blive svimmel. Presser jeg pulsen i vejret, kommer hovedpinen. Det er selvfølgelig frustrerende... - Jeg forsøger at hjælpe til frivilligt med småopgaver i klubben. Eksempelvis med at interviewe holdkammeraterne og arrangere konkurrencer til brug på de sociale medier. Derudover assisterer jeg på to ungdomshold, hvor jeg står for angrebstræning for de unge fodboldspillere...

“Systemets mand”

- Et helt andet aspekt er opgøret med systemet. Ingen kender vel så meget til det, før man har været en del af det. Der er tale om forholdsvis generelle betragtninger, hvor en som jeg, kan komme i klemme. I teorien har man i dag (kun) seks måneder til at blive rask. Herefter skal man revurderes. Der er syv paragraffer, der kan forlænge sygedagpengene, hvis særlige forhold gør sig gældende. Min skade var “heldigvis” en arbejdsskade, som gør, at jeg kan få sygedagpengene forlænget for en tid... - Et af de scenarier, der i “worst case” kan blive min hverdag (hvis hjernerystelsen ikke forsvinder foreløbig) er, at min kæreste skal forsørge mig, fordi vi bor sammen. Man kan nemlig risikere, at den økonomiske “støtte” udløber. Hvis den gør det, kan jeg ikke videreføres til dagpenge, og så skal jeg på overførselsindkomst. Men den kan jeg ikke modtage, da min kæreste har en normal indkomst... - Jeg har blandt andet henvendt mig til Spillerforeningen, som er min fagforening, og de gør, hvad de kan. Men love er ret generelle, og så er der enkelte, der kan komme i klemme. Jeg håber selvfølgelig, at jeg kan beholde mit arbejde, og jeg håber, jeg kan vende tilbage til fodbolden hurtigst muligt...

Generel info om hjernerystelse:

Det skønnes, at der hvert år rammes ca. 25.000 personer. Skaden kan generelt foretage sig efter 2-4 uger. Men i nogle tilfælde, hos omkring 20% af ofrene, kan det vare 6 måneder. I de allerværste tilfælde kan hovedpinen vare i flere år. Der er personer som fået kronisk hovedpine efter en hjernerystelse. Ved en scanning kan der meget sjældent påvises forandringer i hjernen efter en hjernerystelse.

Generel info om piskesmæld:

Piskesmældsskade (whiplash) opstår ved overstrækning og forstuvning af bløddelene i halshvirvelsøjlen. Det skyldes en pludselig kraftpåvirkning af halsens og nakkens bløddele. Den akutte piskesmældsskade kan betragtes som en forstuvning af nakken. Nogle får langvarige problemer efter en piskesmældsskade og udvikler et såkaldt whiplash-syndrom. Det er en tilstand, som man i dag fortsat diskuterer årsagen til. ebo@hvidovreavis.dk

Publiceret 21 May 2015 08:00