Humøret er i top og vejen til smil og glæde er kort, når Fodbold Fitness-kvinderne møder til fysiske udfordringer.

Humøret er i top og vejen til smil og glæde er kort, når Fodbold Fitness-kvinderne møder til fysiske udfordringer.

I form på en sjov måde!

Fodbold Fitness i HIF er et godt alternativ til motion for mange kvinder

FODBOLD: På Avedøre Skole kan man hver mandag og onsdag i tidsrummet kl. 17.00 til 18.15 møde nogle meget energiske kvinder, der gør alt for at have det sjovt og forbedre formen sammen.

Af
ebo@hvidovreavis.dk

Fodbold Fitness er motionsfodbold kombineret med fitness på en alternativ måde, hvor den udøves når den enkelte deltager kan. Det foregår på en mindre fodboldbane, og der er næsten altid bold med i øvelserne. Træner for holdet er Maria Zentner Weiss: - Vi har været en del af HIF gennem et par år. Vi har mødt utrolig stor opbakning i klubben og er rigtig glade for samarbejdet. Dansk Boldspils Union var kommet med det nye tiltag, og så stod Selina Wolfram og jeg en dag og så vore døtre spille fodbold. Her talte vi om, at der manglede noget for os mødre. Det kan være lidt vanskeligt i vores alder at starte med at spille fodbold eller dyrke en holdsport. Der var en del andre mødre, som også fulgte deres børn fra sidelinien, og det kunne der måske komme noget spændende og sjovt ud af... - Jeg har undervist i gymnastik i 18 år, så jeg blev træneren, selv om jeg aldrig har spillet fodbold. Vi fik delt budskabet, og det blev hurtigt en succes. Mødrene kunne i stedet for at se deres børn træne selv komme i gang med fysiske udfordringer. Man skal slet ikke have spillet fodbold selv, men man skal have lyst til at få rørt sig og have et fantastisk socialt samvær, for det er, hvad fodbold fitness er.... - Allerede første gang var vi 13 udøvere, og det tal steg til 25. I dag har vi fundet et naturligt leje, men der er stadig plads til flere, som vi med stor glæde og imødekommenhed vil byde velkomne...

Afslappet form

Holdleder Selina Wolfram: - Nu er det ikke sådan, at vi stiller krav om, at man skal møde hver gang. Det må ikke blive en byrde for den enkelte. Selvfølgelig er det sjovest, når vi er mange, men det hele skal passe med den familie og de forpligtelser, man også har... - Vi tager det meget afslappet, når man melder fra, for vi ved alle, at der pludselig kan ske ting og sager, der kræver, at man skal prioritere. Så der er ingen sure miner, hvis man melder fra. Det koster 200,- kr. halvårligt i kontingent, så den økonomiske forpligtelse er da også til at bære... Maria Weiss:- Vi spiller ikke kampe mod andre fodbold fitness hold i øjeblikket, men det kan da komme hen ad vejen. Det er bare ikke lige det, vi tænker nu. Vi tænker mere på, at vi skal have det sjovt, og det skal være en slags frikvarter, når man dyrker sin sport. Vi har en fast kerne af spillere, der stort set kommer hver gang, og de skal udfordres både med bold og fysisk, og der bliver gået til den... - Man kan sagtens komme hjem med en øm tå eller et blåt mærke, men det tror jeg ikke skræmmer nogen. Vi griner af de tossede episoder, selvom det godt kan gøre lidt ondt i øjeblikket... - Man behøver ikke investere i dyrt fodboldudstyr. En T-shirt og et par gummisko er fint, når vi træner og det er på ingen måde en forudsætning at man nogensinde har spillet fodbold. Vigtigst er det, at man går glad hjem sammen med sit barn, der har trænet på banen ved siden af. Vi ved jo, at når man har haft det sjovt og er blevet fysisk udfordret, har man det altid godt bagefter.... - Skulle man være interesseret i at deltage, uanset om man har børn, der spiller fodbold eller bare selv har lyst til at være en del af holdet, kan man ringe og aftale en prøvetime med mig, på 26 90 14 34 eller kontakte Selina på 42 76 50 30....

Publiceret 21 May 2015 08:00