Køge Håndbolds nye cheftræner Thomas Jørgensen (th) og nye assistenttræner David Grøndahl (nr. 2 fra højre) i selskab med fem af de seks nyerhvervelser - fra venstre Mads Vejby Hansen, Frederik Nielsen, Frederik Jensen, målmand Christian Sloth Johansen og Mikael Bo Hansen. (Foto: JCJ).

Køge Håndbolds nye cheftræner Thomas Jørgensen (th) og nye assistenttræner David Grøndahl (nr. 2 fra højre) i selskab med fem af de seks nyerhvervelser - fra venstre Mads Vejby Hansen, Frederik Nielsen, Frederik Jensen, målmand Christian Sloth Johansen og Mikael Bo Hansen. (Foto: JCJ).

Køge Håndbold ruster sig til mødet med 1. Division

Af
Per Møller

HÅNDBOLD: Sæsonen 2014/15 er slut i Køge Håndbold men hvilken én af slagsen.
Klubbens tre øverste hold - herrernes første- og andethold og damernes førstehold - rykkede alle en række op i systemet, således at herrernes førstehold næste sæson skal prøve kræfter med 1. Division som er landets næstbedste række. Andetholdet skal spille i 3. Division, mens damerne skal prøve kræfter med Kvalifikationsrækken.
Og i tilgift høstede ungdomsholdene en hel del mesterskaber - U/10 pigerne blev sågar uofficielle danske mestre og pokalmestre.
Nu er forberedelserne til den nye, spændende sæson 2015/16 i fuld gang - og der arbejdes på højtryk for ikke mindst at give herrernes nye 1. Divisionshold de absolut bedste betingelser når det går løs efter sommerferien.
Klubben havde onsdag eftermiddag indkaldt til møde i storsponsoren Spar Nords lokaler i Køge. Her præsenterede klubben bl.a. hele to nye sponsoraftaler. Spar Nord Køge, der i 2013 indgik en tre-årig aftale med klubben har været så begejstret for samarbejdet, at direktør Jesper Køster kunne annoncere at denne aftale ikke alene er forlænget med yderligere tre år fra 2016-2018, men også forhøjet økonomisk.
- Vi har haft en fantastisk rejse sammen med Køge Håndbold i de tre år, hvor udviklingen er gået stærkt. Køge er blevet sat på håndboldlandkortet. Klubben har på de tre år ikke alene høstet mange oprykninger og mesterskaber og pokaltitler ned gennem rækkerne, men medlemstallet er også øget med 20-25 procent, hvilket er flot set i lyset af, at mange håndboldklubber på landsplan oplever medlems tilbagegang. Jeg håber vi sammen kan fortsætte fremgangen, så vi i 2018 kan byde velkommen til Ligahåndbold i nye flotte rammer i Køge Park, sagde Jesper Køster.
Intersport og Sport Direct har indgået en 3-årig aftale med klubben om at levere spilletøj og rekvisitter til samtlige hold i klubben. Dennis Danry fra Sport Direct underskrev onsdag aften aftalen med Køge Håndbolds kasserer Jan Ipsen.
- Vi glæder os meget til det kommende samarbejde med Køge Håndbold, og det er vores håb at mange andre lokale erhvervsvirksomheder vil bakke op om den driftige klub. Sammen er vi stærkest, sagde Dennis Danry fra Intersport/Sport Direct.
Sportschef Casper Jeppesen og cheftræner Thomas Jørgensen kunne præsentere seks nye spillere til førsteholdstruppen - samt en ny assistenttræner.
Blandt de nye spillere har flere prøvet kræfter med 1. Division – enkelte har også erfaring fra Ligaen.
De nye spillere i Køge Håndbold fra den nye sæson er målmand Christian Sloth Johansen, der sidste sæson vogtede målet for Ajax i 1. Division og desuden har 10 U/19 landskampe bag sig.
Jacob Valentin, bagudspiller kommer fra TMS Ringsted og har desuden tidligere spillet i Jersie HK.
Frederik Nielsen, venstre back kommer fra Team Sydhavsøerne hvor han har spillet i fire sæsoner – bl.a. 1. Division. Hver sæson er han landet blandt de tre bedste målscorere i 1. Division. Desuden har Frederik Nielsen spillet Liga i Mors Thy og Nordsjælland Håndbold.
Mikael Bo Hansen, en brølstærk stregspiller har de seneste år været fast inventar hos Team Sydhavsøerne i 1. Division ligesom han også har ligaerfaring fra Nordsjælland Håndbold. Mikael Bo Hansen er til daglig fitnessinstruktør, og skal derfor bistå Køge-spillerne med gode råd omkring den fysiske træning.
Frederik Jensen er en superskarp højrefløj der de seneste tre sæsoner har spille i 1. Division - senest hos Ajax hvor han i snit stod for seks scoringer i hver kamp.
Endelig byder Køge velkommen til Mads Vejby Hansen, ung talentfuld højre back der sidste sæson spillede 1. Division hos HIK.
Og så er den tidligere Køge-spiller Kim Günther vendt tilbage efter et år ude af truppen.
De indgår i trænerduoens 16-17 mands trup sammen med målmand Jacob Hvid Hansen, Nicolaj Fabricius, Claus Hansen, Mathias Brandt, Nicklas Rasmussen, Shan Santos, Jacob Vive, Nikolaj Hansen samt anfører og årets spiller i såvel Køge Håndbold som i 2. Division sidste sæson, Brian Ankersen.
Den nye assistenttræner er David Grøndahl, blot 22 år, men med en glubende appetit og interesse for håndbold. Han er i forvejen træner for klubbens U/18 drenge og skal skabe den røde tråd ned gennem rækkerne i klubben.

Målsætning og forberedelser

Cheftræner Thomas Jørgensen fortalte lidt om opstarten og målsætningen for den kommende sæson.
- Det er klart at vi skal bevare benene på jorden. Der er stor forskel på 1. og 2. Division. Vi fik bl.a. en smagsprøve på det i pokalkampen mod TMS Ringsted for et par måneder siden. Men vi har hentet givtig erfaring til vores 16-17 mands store trup og det er også spillere med udviklingsmuligheder. Vores målsætning den første sæson må være at undgå de tre nederste pladser – kan vi undgå de fem nederste er det rigtigt flot. Der kommer en masse pres udefra når man er oppe på den hylde vi er nu – bl.a. vil spillerne flere steder opleve at spille for måske op mod 1.000 larmende tilskuere på lægterne. Vi håber meget, at både de lokale håndboldfans – som det lokale erhvervsliv – vil bakke op omkring holdet og møde talstærkt frem til vores hjemmekampe og være med til at sætte kolorit på kampene, sagde Thomas Jørgensen.
Træningen er intensiveret - og der kaldes nu til træning fire gange ugentlig plus individuel træning.
- Vi træner nu frem til den 23. juni hvorefter spillerne sendes på sommerferie – med en plan for individuel træning i hånden. Vi mødes igen den 27. juli og så går det ellers derud af for fuld skrue. Frem til sommerferien skal vi spille tre træningskampe og efter sommerferien bydes der på 6-7 kampe inden sæsonpremieren den første weekend i september på udebane mod HØJ i Ølstykkehallen, sagde Thomas Jørgensen.
Èn af træningskampene før sommerferien bliver i øvrigt mod Færøernes landshold – mandag den 15. juni i Ravnsborghallen.

Godt samarbejde med HB Køge

Formand Poul Henning Vive og Kent Ankersen fortalte på bestyrelsens vegne bl.a. om arbejdet med at øge sponsorstøtten og de optimerede forhold til hjemmekampene.
- Vi har planlagt otte af hjemmekampene til at blive afviklet i Ravnsborghallen, hvor der kan skabes gode forhold for sponsorarrangementer før kampene samt gode tilskuerforhold, sagde Poul Henning Vive, mens Kent Ankersen tilføjede, at klubben arbejdede på at man på sigt får en erhvervsklub op at stå.
- Vi har bl.a. indgået et rigtigt godt samarbejde med HB Køge hvor vi vil forsøge at finde fælles fodslag på forskellige led. HB Køge har jo som bekendt et fantastisk godt og stærkt sponsornetværk. Vi kan lære meget af og forhåbentligt også få udbytte af samarbejdet med HB Køge, sagde Kent Ankersen.

null

Publiceret 21 May 2015 06:00