Kurt Ernst Jensen er glad for at have fået sit kæledyr Nuser tilbage efter lang tids afsavn. Foto: Peter Friis Autzen

Kurt Ernst Jensen er glad for at have fået sit kæledyr Nuser tilbage efter lang tids afsavn. Foto: Peter Friis Autzen

Nuser fandt hjem til Kurt efter et år

Kurts elskede skildpadde forsvandt, men traskede selv hjem igen

Af
Peter Friis Autzen

Det kan godt være, at skildpadder er langsomme, men hvad de mangler i fart, har de i vilje. Og Nuser ville bare hjem.
Sidste år havde Kurt Ernst Jensen fra botilbuddet Syrenparken i Børkop taget sin elskede skildpadde med udenfor. Uheldigvis opstod et skænderi med et par af de andre beboere, og bagefter var Nuser væk. Hverken Kurt eller personalet kunne finde ham. Og det gjorde ondt.
“Sådan som andre ville have det, hvis de mistede deres hund, havde jeg det, da Nuser blev væk: Jeg savnede ham, og jeg blev ked af det. Rigtig ked af det,” siger Kurt og holder den russiske landskildpadde tæt ind til kroppen.
Da Nuser havde været væk i omkring 10 måneder, var Kurt så småt ved at indstille sig på, at han aldrig fik sin skildpadde at se igen.
Men så en dag i sidste uge skete der noget, fortæller Kurt, der, sammen med medarbejder på Syrenparken Amalie Molzen, har inviteret avisen på besøg.
“En afdelingsleder kom gående på en af gangene. Og pludselig så hun en skildpadde komme kravlende. Men hun og de andre turde ikke tage skilpadden op. Så hentede de mig, og jeg kunne med det samme kende Nuser. Da blev jeg sgu glad. Siden har jeg været godt tilpas. Ikk' osse, gamle kammerat!”, siger Kurt og nusser Nuser i nakken.
Han ser ud til at kunne lide det. Faktisk ser det ud som om skildpaddden logrer - bare langsomt.
Nuser har formentlig overvintret i Syrenparkens have, hvor den har levet af blandt andet bøgeblade og græs.

Har fulgtes ad i 30 år

Kurt og Nuser har kendt hinanden i mange år.
“Jeg købte ham i Vejle Dyrehandel for 30 år siden,” fortæller Kurt, der vurderer, at Nuser i dag er 50 år.
Kurt gik ind i butikken i 1985 og havde på forhånd besluttet sig for, at han ville have en skildpadde. Men ikke bare en hvilken som helst skildpadde: Det skulle være en russisk landskildpadde.
“Sådan én havde de ikke lige. Så han blev bestilt hjem. Jeg hentede ham i taxa, som man jo gør, når nogen skal transporteres ordentligt,” siger Kurt med et grin.
Efter Nusers hjemkomst har Kurt været ved dyrehandlen igen.
“Det er på tide, at Nuser får en dame. Så jeg har bestilt en hun,” siger han.
Hvis hun skal navngives efter tegneserien 'Radiserne', ligesom Nuser er, skal hun hedde Lotte, Rikke Rask, Nina eller Trine. Kurt har ikke besluttet sig endnu - heller ikke for, hvad eventuelle unger skal hedde.

Publiceret 21 May 2015 07:00