Michelle Fronteau, Josefie Elgaard og Emilie Elgaard træner op mod 25 timer om ugen og er alle tre en væsentlig del af Hjerting IF’s historisk flotte gymnastiksæson.

Michelle Fronteau, Josefie Elgaard og Emilie Elgaard træner op mod 25 timer om ugen og er alle tre en væsentlig del af Hjerting IF’s historisk flotte gymnastiksæson.

Hjerteblod og hård træning:

Gymnastik er livet

Hjertings gymnastikpiger har haft en historisk flot sæson. Forrest står tre piger, der har dedikeret deres børneliv til gymnastik med op til 25 timers ugentlig træning.

Af
Louise Ritter

Ganske snart er der sæsonafslutning for Hjerting IF's gymnastikpiger, men langt fra alle lægger gymnastikdragten på hylden for sommeren. Tværtimod.
Formentlig venter en plads på landsholdet i starten af juni på både den 13-årige Michelle, 13-årige Josefie og 11-årige Emilie - den slags forpligter, og derfor træner de seks dage om ugen i hallen på Hjerting Skole. Det er der ikke noget nyt i.

I forrige weekend satte de tre sig på henholdsvis første-, fjerde- og femtepladsen ved DM i rytmisk sportsgymnastik - en præstation der op til konkurrencer kræver 25 ugentlige træningstimer, mens de i årets få stille perioder kan drosle helt ned til 12 timer. Kun torsdag er gymnastikfri, og så kan der også gives fri på fødselsdage, men end ikke sommerferie med familien er fredet.

“Nej, så finder vi en græsplæne at træne på eller hopper i poolen. Den er faktisk god at træne i,” smiler Michelle.

Om og om igen

Hun er en af de godt 20 individuelle gymnastikpiger i Hjerting IF. De ældste nærmer sig 20, men langt fra alle træner lige så intensivt som Michelle, Josefie og Emilie.
Foreningen tæller også 60 grandprix piger, der sammen med de individuelle gymnaster har haft en drømmesæson i år. Aldrig er så mange mesterskabsmedaljer hentet hjem - alene ved de jyske mesterskaber blev det til tre af guld, en af sølv og en af bronze.
Fælles for de dygtige gymnastikpiger er, at de alle trænes af Helle Jensen. Hun er af den klædelige beskedne slags, og giver til trods for hendes egen 50 timers ugentlige indsats - ved siden af et fuldtidsarbejde - æren til pigerne.

“Det er nogle dygtige piger, og de vil det her. De lægger en kæmpe indsats i det. Vi øver den samme øvelse op mod 100 gange ved hver træning,” siger Helle Jensen, mens de tre piger boltrer sig på gymnastikgulvet med tøndebånd. De bruger også køller, og næste år venter den udfordrende bold på de to ældste.

Det samme gør en ny årgang i skolen også og et spirende teenageliv, men gymnastikken planlægger de at holde ved.

“Det tager alt tid, og man skal virkelig ofre sig indimellem, men det er også sjovt, når man hele tiden mærker, at man bliver bedre. Og man bestemmer jo selv, hvor mange kræfter man lægger i det,” siger Josefie, der tog førstepladsen ved DM.

For hende og Emilie venter også en gymnastiktur til spanske Valencia i nærmeste fremtid, mens Michelle meget mod sin vilje er nødt til at skåne sig selv og en belastningsskade lidt.

Publiceret 21 May 2015 11:00