Direktør Peter Maindal har succes med sin virksomhed Vendlet ApS, der beskæftiger sig med løsninger til sengeliggende. Foto: Svend Mikael Larsen

Direktør Peter Maindal har succes med sin virksomhed Vendlet ApS, der beskæftiger sig med løsninger til sengeliggende. Foto: Svend Mikael Larsen

Maindal:

Sønderjylland ligger da super centralt

Spørger man Peter Maindal, som er indehaver af Vendlet ApS i Aabenraa, er Danmark alt for lille til, at man kan kalde noget for en udkant

Af
Af Svend Mikael Larsen

"Danmark er som et stort 'L'. Der er et langt ben nordpå og et langt ben østpå, og hvor de to ben mødes, ligger vi," lyder det fra fysioterapeut Peter Maindal, direktør og indehaver af Vendlet ApS i Aabenraa.
"Men helt generelt, så er Danmark da for lille til, at man kan tale om en udkant. For nylig var jeg i Umeå i Sverige, og snart skal jeg til Tromsø i Norge. Der kan man tale om afstande. I forhold til det, så har vi her i lille Danmark jo kun et par timers kørsel til hvor som helst, lige meget hvor man har placeret sig," siger Peter Maindal, som heller ikke har problemer med at rekruttere medarbejdere til sin sønderjyske virksomhed, der udvikler løsninger til ressourcesvage, sengeliggende borgere og patienter. Herunder det automatiske vendelagen Vendlet V5.
"Vi er lykkedes med at få de medarbejdere, som har netop de kompetencer, som vi har brug for. Når det så er sagt, vil jeg gerne indrømme, at da vi skulle ansætte en ny økonomichef, var der enkelte, som sprang fra, da de fandt ud af, at vi ligger i Aabenraa. På den anden side har i øjeblikket medarbejdere, som bor i Jelling, i Odense og sågar i Vordingborg. Det kræver lidt fleksibilitet fra os som virksomhed. Det kan være i form af mulighed for at arbejde hjemmefra nogle dage. I disse it-tider med video-konference og så videre, er det jo ikke noget problem," mener Peter Maindal.

Erhvervsvenlig kommune

Han nævner også samarbejdet med Aabenraa Kommune, som et plus ved placeringen.
"Jeg oplever, at Aabenraa er en meget erhvervsvenlig kommune. Da vi for nylig skulle have etableret 220 kvadratmeter nye pavilloner på grunden, så var virksomheden, som stod for opgaven, imponeret over, hvor gnidningsløst og hurtigt at byggetilladelse med mere kom i stand," fortæller Peter Maindal tilfreds.
I Aabenraa Kommune har man desuden en vision om at være et mekka for sundhedsinnovation og velfærdsteknologi.
"Det er selvfølgelig positivt for en virksomhed som vores, Samtidig noterer jeg mig, at der for få år siden blev etableret en klynge for sundheds- og velfærdsteknologier i Danmark, Welfare Tech, som fik mandat til at varetage den nationale udvikling af området. Men siden har kommuner og regioner oprettet egne centre. Det viser selvfølgelig, at området nyder stor politisk bevågenhed, og det er godt, men en myriade af initiativer havde måske haft bedre af en samlet koordinering, som der var lagt op til med Velfare Tech," mener Peter Maindal.

Oprindelig vendelbo

Vendlet har sin oprindelse i Nordjylland, hvor også Peter Maindal selv stammer fra. Han købte virksomheden i juni 2010 og besluttede straks at flytte den til Aabenraa.
"Jeg kunne godt have drevet virksomheden videre i det nordjyske. Det var i bund og grund et spørgsmål om at flytte familien til Vendsyssel eller flytte virksomheden til Aabenraa, og vi er altså kommet til at holde meget af Aabenraa og omegn," fortæller Peter Maindal, der har boet i Sønderjylland siden 1992.

En gazelle i vækst

Da han overtog virksomheden, var der fire medarbejdere ansat, men efter en markant omlægning er det gået stærkt - både med medarbejderstaben og med produktudvikling.
På produktsiden tyder en række fornemme priser på, at man er lykkedes med at frembringe løsninger, der kan forandre hverdagen for både personale og sengeliggende mennesker, hvilket netop er virksomhedens kerneområde.
Den seneste udmærkelse kom den 13. marts i år, hvor foreningen Danske Fysioterapeuter overrakte deres Innovations– og Iværksætterpris 2015 til Peter Maindal.
Hvad medarbejderstaben angår, så er man i dag oppe på 16 medarbejdere. Den hastige vækst gjorde sidste år, at Vendlet ApS kom på Børsens liste over gazelle-virksomheder i Danmark.
"Jeg forventer yderligere ansættelser i andet halvår. Desuden regner jeg da med, at vi også er med på den næste gazelle-liste," smiler Peter maindal.

Jeg regner da med, at vi også er med på den næste liste over gazelle-virksomheder."
Direktør Peter Maindal, Vendlet ApS

Publiceret 21 May 2015 11:00