To yngre mænd efterlyses for drabsforsøg

Et voldsomt overfald, der af politiet betegnes som et drabsforsøg, har nu ført til, at politiet har offentliggjort et billede af de to gerningsmænd.
Overfaldet foregik på Avedøre Station den 2. maj ca. kl. 2.20, hvor to mænd i alderen 18-25 overfaldt to forbipasserende mænd på henholdsvis 30 og 37 år.
Den overvågningsfilm, som politiet har frigivet, viser, at de to overfaldsmænd i første omgang sparker til stort set alt på stationen. Da de to andre mænd ankommer går der ikke længe, før det udvikler sig til et voldsomt overfald på mændene.
På et tidspunkt trækker den ene af overfaldsmændene en kniv og stikker den 37-årige seks gang.
Den 37-årige blev alvorligt såret og fik skader på både lunger og tarme, og han var efterfølgende indlagt i tre uger.
Sammen med de to overfaldsmænd var også en kvinde. Hun tog ikke aktivt del i overfaldet, men politiet mener, at hun kendte overfaldsmændene. Ligeledes mener politiet, at de er lokale.
- Vi hører gerne fra vidner fra området. Vi tror, de er fra lokalområdet, fordi de står af ved stationen umiddelbart før episoden. Så vi håber, der er nogen, som kan fortælle, hvem de er, fortæller Carsten Jansson fra Københavns Vestegens Politi til TV2.
 

Publiceret 22 May 2015 08:00