Rishøj har kniven på struben inden lørdagens udekamp mod BSV. (Foto. JCJ).

Rishøj har kniven på struben inden lørdagens udekamp mod BSV. (Foto. JCJ).

Tre vanvittigt vigtige udekampe venter Rishøj

Af
Per Møller

FODBOLD: Det værste der kunne ske.
Sådan må Rishøjs spillere, trænere, ledere og tilskuere have følt det, da sidste lørdags hjemmekamp mod Avedøre IF blev fløjtet af. Det utroligt vigtige bundopgør endte nemlig med en sejr på 2-1 til gæsterne fra Avedøre IF, og dermed blev Rishøjs situation i den nederste del af 2. Division Øst forværret betragteligt.
Med sejren rykkede Avedøre IF nemlig op på 10. pladsen, som betyder endnu en sæson i 2. Division, syv points foran Rishøj.
Avedøre overlod 11. pladsen, som udløser ekstra kampe om forbliven i rækken, til B.1908 der har 29 points mod Rishøjs 24 på 12. pladsen.
Rishøj har med nederlaget fået kniven på struben inden de seks sidste spillerunder - hvoraf de fire er på fremmed græs.
Rishøj kan den næstehalvanden uge se frem til tre vanvittigt vigtige udekampe, hvor det med stor sandsynlighed vil blive afgjort, om Rishøj fortsat kan skrive divisionsklub på visitkortet.
Den første af de tre udekampe i streg afvikles lørdag den 23. maj kl. 15.00 mod BSV - nummer 13 med tre points færre end Rishøj - på Rundforbi Stadion i Nærum. Næste søndag den 31. maj kl. 13.00 gælder det opgøret mod BK Avarta og onsdag den 3. juni kl. 19.00 en rigtig gyser mod B.1908 i Sundby Idrætspark.
Efter disse tre kampe kommer rækkens suveræne tophold FC Helsingør på besøg på Rishøj Stadion.
Bestemt ikke det nemmeste program.
Til kampen mod BSV må Rishøj se bort fra Morten Damborg - målscoren mod Avedøre - der skal afsone en spilledags karantæne.

Publiceret 22 May 2015 17:15