Det er både smukt og smadderhyggeligt når pinsesolen danser over Tørning Mølle.

Det er både smukt og smadderhyggeligt når pinsesolen danser over Tørning Mølle.

Pinse:

Solen danser over møllen i Tørning

Det smukkeste sted at tilbringe en pinsemorgen er på den gamle mølle i Tørning

Af
Peter Rasmussen

Indrømmet, det er ikke hvert år at man lige tydeligt kan se pinsesolen danse over Tørning Mølle. Vejrguderne finder somme tider på, at der skal være skyer for solen. Det er dog aldrig lykkedes for selv de mest drilske vejrguder at slå skår i hyggen og glæden hos de mange, som her en god tradition med en pinsemorgen sammen - Og i smukke omgivbelser.
Det er som altid Lions fra Vojens, der er i værtsrollen. Og igen i år er der lavet et ganske pakket program for arrangementet, der begynder klokken 7.00 og varer til klokken 13.00.
Vigtigt er det som altid, at det skal være en dag for hele familien. Og at der naturligvis indledes med fælles morgenbord. Der er morgenbord fra klokken 7.00 til 11.00.
Underholdning er der, traditionen tro, også i år. Aabenraa Gospel Kor underholder mellem klokken 8.30 og 9.30. Herfra overtager Rebbøl Swingband løjerne og spiller fra klokken 10.00 til 13.00. De spiller musik, så det kan være mere end vanskeligt at sidde stille, advarer arrangørerne.

Årets priser

Klokken 11.00 overrækkes Lions Club Vojens" Pinsepriser til: ”Ildsjælen” og ”Kammeraten”. Prismodtagerne er blevet udvalgt blandt indstillede kandidater fra Vojens området. Denne prisuddeling er blevet en fast tradition pinsemorgen.
På gårdspladsen er der en stor tombola med masser af flotte gevinster, og vinder man ikke første gang, er der endda ekstra chance på nitterne. Der trækkes nemlig lod kl. 13.00 på nitterne.
Hertil kommer loppemarked, boldkast og PC Café for børnene og så kan man tage en tur i hestevogn i den forårssmukke skov. Mad, drikke findes også, og selv om hyggen er vigtig, så er der naturligvis også en 'bagtanke' med det hele:
“Årets overskud går ubeskåret til en “rickshaw bik” cykel til plejehjemmet Bregnbjerglunden,” fortæller 'løverne'.

Publiceret 22 May 2015 10:15