Kunstgræsbanen vil komme omkring 600 fodboldspillere i alle aldre til gavn. Pressefoto

Kunstgræsbanen vil komme omkring 600 fodboldspillere i alle aldre til gavn. Pressefoto

Gauerslund drømmer om kunstgræsbane

Målet er at indsamle 200.000 kroner, så spaderne kan blive sat i jorden og byggeriet begynde

Af
Af Jacob Hove

Gauerslund IF håber på, at det snart bliver muligt at begynde at anlægge en kunstgræsbane ved Gauerslundhallen til gavn for omkring 600 ungdomsspillere, seniorer og old boys og old girls.
Planen er at kunne sætte spaden i jorden til efteråret, så kunstgræsbane kan blive en gevinst for fodboldspillerne i den kommende vintersæson.

200.000 kroner

“Finansieringsplanen er ved at være på plads, så vi nu tager på besøg hos det lokale erhvervsliv. Målet er at samle 200.000 kroner ind, som skal være med til, at vi så kan sætte spaden i jorden og komme i gang med byggeriet,” siger Henrik Sørensen fra kunstgræsbestyrelsen.
Resten af finansieringen er fordelt på dels Gauerslund IF Fodbolds tre afdelinger, dels på privatpersoners støtte samt en række arrangementer. Dertil kommer forhåbentlig midler fra et par mindre fonde samt ikke mindst fra Vejle Kommune, som meget aktivt støtter op om projektet.
I første omgang skal der etableres en kunstgræsbane, der er på størrelse med en standard 11-mands fodboldbane.
Drømmen er på længere sigt at kunne udvide med yderligere et areal til gavn for endnu flere fodboldspillere.

Publiceret 23 May 2015 11:30