Kommunens tredje naturvandring går til den store rørskov ved Miang Dam. (Privatfoto)

Kommunens tredje naturvandring går til den store rørskov ved Miang Dam. (Privatfoto)

Hør nattergalen synge pinsesolen op

På en tidlig morgenvandring langs rørsumpene ved Miang Dam kan man opleve nattergalen og andre sangere

Den 3. naturvandring i Sønderborg Kommunes turprogram går til de store rørskove ved Miang Dam nær Augustenborg.
Fra gammel tid har der været tradition for, at mere eller mindre morgenfriske borgere stod tidligt op pinsemorgen for at se pinsesolen danse. Det 'dansende' kommer nok af, det rent visuelle indtryk den skarpe morgensol kan give, hvis ikke det er overskyet eller tåget. Særligt effektfuldt er det nu også, når solen trænger gradvist gennem tågesløret.

Sky og sjælden

Sådanne oplevelser håber man at kunne byde på mandag den 25. maj - altså 2. pinsedag.
Nattergalen er en sanger, som de færreste har set. Grå og sky gemmer den sig i pilekrattet, men sangen er kraftig og kan af og til høres mere end en kilometer væk. Nattergalen er efterhånden blevet ret sjælden på Als, og det er ikke alle steder, det er muligt at møde den.
Men også andre stemmer lyder fra rørskov og pilekrat. Der er gode chancer for at høre rørsanger, gøg, rørspurv og vandrikse, og med lidt held støder deltagerne måske også på den sjældne skægmejse eller rørhøgen.

Asketræ ved Miang Dam.

Asketræ ved Miang Dam.

Miang Dam

Miang Dam er et af de største rørskovsområder i Sønderjylland, kun overgået af Magisterkogen syd for Tønder og Lakolk på Rømø. Søen Miang Dam er ret lille i forhold til rørskoven, og der er ikke adgang ud til selve søen. Rørskoven af tagrør, som vi tækker tage med, kan forekomme ensformig med nærmest kun én planteart. Men den har sin egen skønhed, når f.eks. blæsten får rørene til at bølge som et stort beige-brunt og senere grønt hav. Rundt langs kanten af rørskoven findes flere steder blomsterrige enge og græssende kreaturer.
Så grib chancen, stil vækkeuret og få en morgenoplevelse med fuglesang, og hvad man ellers vil møde på turen.
"Fra golfbanen går vi langs kanten af sumpområdet. Gummistøvler er ikke nødvendige, med mindre det regner. Men tag gerne kraftige sko på og medbring også gerne en kikkert," lyder det fra naturvejleder Jesper Tofft, som er guide på turen.
Tidspunktet er mandag den 25. maj kl. 04.30, og turen varer max 2 timer. Mødestedet er P-pladsen ved Alssund Golfklub, Gunstrup 2.

Publiceret 23 May 2015 08:00