Arrangørerne bag kvindeløbet håber at få bedre muligheder for at reklamere for arrangementet. Billedet er fra løbet i 2014. Foto: Poul Fremmelev

Arrangørerne bag kvindeløbet håber at få bedre muligheder for at reklamere for arrangementet. Billedet er fra løbet i 2014. Foto: Poul Fremmelev

Kvindeløbet tænker nyt for at skaffe flere løbere

I år løber kvindeløbet af stablen for 14. gang. Arrangørerne må tænke nyt for at skabe opmærksomhed omkring løbet

Af
Natalie Stratigos

Den 10. juni hopper masser af kvinder i løbetøjet, når der er kvindeløb i Geografisk Have. Inden løbet er der fælles opvarmning, efterfølgende sendes løberne af sted med forskudte starttider, og efter løbet hygger man sig med sandwich, frugt og vand i den grønne have. På den måde er meget, som det plejer at være.
 

“Det er et motionsløb, hvor det er hyggen og samværet med kollegerne, der er det vigtigste. De fleste stiller jo op i hold, og så hygger de sig på græsset efter løbet,” siger stævnearrangør Poul Fremmelev.
 

Alligevel er der i år noget, der er anderledes. For arrangørerne bag løbet forsøger at tænke nyt for at skabe opmærksomhed omkring løbet og for fortsat at kunne have omkring 1000 tilmeldte løbere, som der har været de senere år.
 

“Førhen har vi haft seks store papskilte ved alle indfaldsvejene i Kolding, hvor vi gjorde opmærksom på arrangementet. Dem må vi ikke bruge længere. Nu skal vi i stedet bruge de nye, digitale skærme, men dem skal vi dele med en masse andre foreninger, så det kan være svært at bryde igennem,” siger Poul Fremmelev, der ellers er glad for byrådets beslutning om at gøre reklame på de digitale skærme gratis for foreningerne.
 

I begyndelsen af april inviterede Kolding Kommune foreningerne til en workshop om de digitale skærme

Drukner i mængden

“De gamle skilte var ikke en pæn måde at præsentere vores by på. De digitale skærme er flottere, men udfordringen er, at arrangementerne drukner lidt i hinanden, fordi der kører 12-15 arrangementer i cirkel på skærmene. Derfor er vores arrangement ikke lige så synligt som før, og det er en udfordring for os, for vi vil jo gerne gøre opmærksom på kvindeløbet. Derfor foreslog vi, at der kunne laves nogle jernstativer, hvor der kunne hænges faste reklamer for arrangementet. De skulle være underlagt nogle designmæssige krav, så det så pænt ud. Og så skulle man som arrangør selv være ansvarlig for at sætte dem op og tage dem ned, så de ikke ender som skrald på jorden,” siger Poul Fremmelev.
 

Forvaltningen noterede ideen, og nu håber han, at forslaget bliver ført ud i livet, så man fortsat kan skabe opmærksomhed omkring løbet.
Til årets løb er der indtil nu blot tilmeldt 100 deltagere, men stævnearrangøren tager det endnu helt roligt.
 

“Det plejer altid at vælte ind de sidste dage. Selvfølgelig har man nerver på som arrangør, men efter 14 år med kvindeløbet har jeg lært, at det er en normal procedure, at folk tilmelder sig i sidste øjeblik. Så jeg har is i maven,” siger Poul Fremmelev.
 

Man kan nå at tilmelde sig til kvindeløbet indtil den 3. juni. Tilmelding kan blandt andet ske på www.koldingkfumatletik.dk

Kvindeløbet

Kvindeløbet finder sted onsdag den 10. juni klokken 19 i Geografisk Have.
Ruten er fem kilometer gennem haven og kolonihavekvarteret.
Det koster 110 kroner at tilmelde sig.
Man kan både tilmelde sig som firmahold og som enkeltperson.

Publiceret 24 May 2015 12:00