Alle sejl er sat til for at gøre pinsens store fødevarefestval ved Filsø til en stor begivenhed. Her et billede fra sidste år

Alle sejl er sat til for at gøre pinsens store fødevarefestval ved Filsø til en stor begivenhed. Her et billede fra sidste år

Royalt støv over Filsø Fødevarefestival

Succesen fra de seneste to år vender tilbage til Filsø i pinsen, når Filsø Fødevarefestival afholdes 24.-25. maj på Filsø Avlsgård

Af
Kim Schou

”Det har virkeligt været en fornøjelse at kontakte de forskellige deltagere fra sidste år. Der er jo nærmest ikke nogen af dem, som ikke har haft et rigtigt godt salg sidste år."
Sådan lyder ordene fra arrangører, Jimi kristensen, som ser frem til pinsens store arrangement.
"Vi har derfor ikke skulle bruge de store talegaver for at få dem med på at deltage igen i år og flere nye har selv henvendt sig,” siger Jimi Kristensen.
Filsø Fødevarefestival har været udsolgt de sidste to måneder. Der vil i år være 92 udstillere.
”Der er i år et endnu bredere sortiment blandt udstillerne. Vi har forsøgt at sammensætte udstillerne, så der ikke er for mange med de samme produkter. Dermed er festivalen mere spændende for gæsterne. Samtidigt er der mulighed for bedre indtjening for udstillerne” siger Jimi Kristensen.
Der vil både være udstillere i de historiske ladebygninger & på gårdspladsen.

Greveparret af Rosenborg åbner ”ballet”

Når den officielle åbning af Filsø Fødevarefestival foretages søndag den 24. maj kl. 9.45 vil der i år være lidt royalt støv over åbningen, da Greveparret af Rosenborg Ingolf og Sussie deltager.
”Vi er da naturligvis meget stolte over, at Grev Ingolf og Grevinde Sussie har takket ja tak til vores invitation om at deltage i den officielle åbning. Jeg finder det helt naturligt at spørge greven, som tidligere landmand på Egeland ved Kolding. Dermed er der naturlige relationer til det, som vi arbejder med på vore fødevarefestivaler,” siger Jimi Kristensen.
Varde Kommunes borgmester Erik Buhl vil også deltage i den officielle åbning.
”Jeg ved faktisk, at Erik Buhl for andet år må aflyse en del af familiens traditionelle pinsetur pga. Filsø Fødevarefestival. Det viser også bare, at vores fødevarefestival er ved at være en god tradition, som også tiltrækker sig opmærksomhed fra de lokale politikkere,” fortsætter Jimi Kristensen.

Liv på gårdspladsen

Der vil være flere udstillere på gårdspladsen i år, hvor også de lokale spejdere vil lave forskellige aktiviteter for børn.
”Vi har udviklet lidt mere på ”spisekammeret”, som sidste år var en stor succes. "Vi vil ligeledes sørge for hyggemusik i teltet,” siger Jimi Kristensen.

Internationalt snit

I år har messen fået to henvendelser fra udenlandske producenter, som ønsker at deltage.
Fra Cordoba i Spanien kommer en producent af økologisk oliven olie. José, som fyren hedder, er 5. generation på en lille produktion af de mest fantasiske oliven olier mv.,” siger Jimi Kristensen
Gourmet Experiences from Spain vil lave nogle korte work-shops på standen, hvor de fortæller om processen med at lave produkterne.
”De vil bruge Filsø Fødevarefestival som et springbræt ind på det danske marked ved at finde en dansk distributør, forhandlere eller agent via Filsø Fødevarefestival,” fortæller Jimi Kristensen til Lokalavisen Varde.
”Vi tager det som lidt af et skulderklap, at der er en lille producent i Spanien, som ønsker at bruge fire dage I Danmark med de omkostninger, som er forbundet med besøget for at deltage på Filsø Fødevarefestival,” siger Jimi Kristensen.

700 nye P-pladser

Der er fra arrangørernes side store forventninger til Filsø Fødevarefestival 2015. Sidste år havde festivalen besøg af 8400 gæster.
”Vi ved, at der sidste år var en del gæster, som desværre måtte vende om pga. de trafikale problemer, som vi havde. Vi har derfor haft stor fokus på at løse de udfordringer. Bl.a. har Varde Kommune ydet en stor hjælp i forhold til at få etableret nogle bedre adgangsforhold samt flere P-pladser. Vi har lejet et stort stykke jord i Kærgård, hvor der kan parkeres mere end 700 biler. I samarbejde med Naturbussen I Ho kan vi desuden tilbyde Shuttle-service til og fra fødevarefestivalen,” slutter han.
Samtidigt har vi i år fået hjælp fra politihjemmeværnet, som skal sikre, at vi ikke får de samme problemer som sidste år,” slutter Jimi Kristensen.

Fakta
Filsø Fødevarefestival arrangeres af ægteparret Sisse Hansen og Jimi Kristensen som arrangerer og afholder forskellige events & udstillinger i Danmark. Der afholdes bl.a. 6 fødevarefestivaler i Danmark. Udover Filsø Fødevarefestival afholdes der ligeledes fødevarefestivaler på Lundsgaard Gods, Nørholm Gods, Spinderihallerne Vejle, Gl. Estrup samt Knivholt Hovedgård. Se mere på www.foedevarefestival.dk
Åbningstider:
Søndag den 24. maj 10.00-17.00
Mandag den 25. maj 10.00-16.00

Entré:
Voksne kr. 50,-
Børn Gratis

Gratis Parkering

Publiceret 24 May 2015 08:30