Stor interesse for musikfestival i Christiansfeld

I dagene 17. – 21. juni løber den nye Christiansfeld Festival af stabelen.Festivalen byder på mere end 14 koncerter, og der meldes om godt gang i billetsalget.
 
”Det var med stor spænding, vi åbnede billetsalget tidligere på året,” fortæller produktionsleder Thomas Späth.
 
”En ny festival sælger ikke sig selv, den skal først bevise sit værd, og det kan jo være lidt svært her første gang. Heldigvis har folk opdaget at programmet er mangesidigt, så der er allerede nu godt gang i billetsalget, men vi skulle gerne have endnu flere ind og få en stor musikalsk oplevelse.”
 
“Vi har fået stor økonomisk opbakning både fra fonde og samarbejdspartnere, og det har givet os en enestående mulighed for at engagere musikere og grupper i verdensklasse,” beretter festivalens ankermand Frans Brouwer.
 
”Vi er gået efter kunstnere, som har en særlig evne til at komme i kontakt med deres publikum, så det bliver bestemt ikke kedeligt! Jeg er sikker på, at mange vil blive positivt overraskede over det de kommer til at opleve under festivalen.”
 
Festivalen er en kulturel satsning fra Kolding kommune, der hermed sætter yderligere fokus på Christiansfeld som turistby. Den lille kulturelle perle kandiderer samtidig kraftigt til at blive optaget på UNESCO’s Verdensarvliste.

Publiceret 24 May 2015 16:00