Laila Werner efterlyser private boliger til internationale studerende. Hun er den første, der møder de internationale studerende, når de træder ind i receptionen på Erhvervsakademi Sjælland i Køge. Her er det dog ikke en studerende, men campuschef, Jørgen Heramb, der kigger forbi.

Laila Werner efterlyser private boliger til internationale studerende. Hun er den første, der møder de internationale studerende, når de træder ind i receptionen på Erhvervsakademi Sjælland i Køge. Her er det dog ikke en studerende, men campuschef, Jørgen Heramb, der kigger forbi.

Efterlysning:

Studerende haves – hjem søges

Laila Werner, der er sekretær på Erhvervsakademi Sjælland i Køge, har i de seneste tre år fundet boliger i Køge og omegn til internationale studerende. Sidste år fik i alt 102 studerende glæde af hendes hjælp.

UDDANNELSE: Laila Werner er den første, de studerende møder, når de træder ind i receptionen på Erhvervsakademi Sjælland i Køge.
Hun hjælper med alt fra studiekort til boligsøgning – inden for det seneste år har 102 internationale studerende fundet vej til en bolig takket være Laila Werner.
Halvdelen af de 102 studerende bor hos private udlejere, og forhåbentligt finder endnu flere vej til de private hjem i fremtiden. De studerende bor hos de private udlejere i 1/2 til 2 år, afhængigt af de studerende og den enkelte udlejers ønsker.
- Det er afgørende for mig, at der er et godt match imellem den studerende og den private udlejer. Jeg gør mig meget umage med at sætte de rigtige sammen, fortæller Laila Werner, der har besøgt stort set alle de private udlejere.

Internationalt nærmiljø

Campuschef i Køge, Jørgen Heramb, der også er international chef på Erhvervsakademi Sjælland, fortæller:
- Vi går meget op i at skabe et internationalt miljø for vores studerende, og der kan vi se, at det virker godt, at de internationale studerende bor i nærmiljøet. Det giver et godt, socialt liv på campus.
- Jeg er slet ikke i tvivl om, at de danske og internationale studerende beriger hinanden. Vi har mange fælles undervisningsforløb, og vi kan se, at de gensidigt får noget positivt ud af det – eksempelvis får de danske studerende styrket deres engelskkompetencer, siger han.
Jørgen Heramb betoner også, at det er vigtigt for ham, at der er et godt og ærligt bolignetværk.
- Vi har desværre oplevet, at nogle af vores studerende bliver snydt af bolighajer i Danmark, og det gør det endnu vigtigere for os, at vi kan hjælpe med et godt og ærligt bolignetværk, hvor det ikke sker, forklarer han.

Studerende fortrinsvis fra EU

De studerende, som Laila Werner finder boliger til, er ressourcestærke unge fortrinsvis fra EU. De kommer fra Spanien, Tjekkiet, Italien, Rumænien, Polen, men også fra endnu fjernere lande som f.eks. Panama og Nepal.
- Jeg oplever tit, at udlejeren takker nej til at få en rumænsk ung ind, og der må jeg forklare, at de helt har misforstået det. For de unge – også de rumænske – er søde, flittige unge mennesker, der kommer med et helt andet udgangspunkt end de rumænere, som man indimellem kan høre om i medierne, siger Laila Werner.
- Jeg har ikke en eneste gang oplevet andet end tilfredshed med de unge – uanset hvor de kommer fra, siger hun.
- Min oplevelse er, at udlejerne og de studerende får meget ud af at møde hinandens kulturer. Det kan være maden, vores mange cykelstier, eller studerende, der er imponerede over, hvor rent og pænt, vi har det her i Danmark.
mr

Publiceret 24 May 2015 07:15