Hvad betyder ord?

Hvad betyder det, når kommunaldirektør Willy Feddersen på skrift rundsender til pressen (altså borgerne): - Vi har efter et grundigt ansættelsesforløb nu fundet tre meget kvalificerede og dygtige chefer, som kan træde ind og bidrage med energi og impulser til det stærke hold, der udgør den centrale ledergruppe med i alt 12 afdelingschefer?

Her indskyder jeg, at over de tolv står kun tre direktører samt den allerøverste - Willy Feddersen. Vi taler altså om kommunale topledere.

Willy, top-top-manden, betegner ansættelsesforløbet som grundigt. De tre valgte er meget kvalificerede og dygtige, og de kan bidrage med energi og impulser til det stærke hold, der udgør den centrale ledelse.

Mere positivt kan det ikke siges, og mere velkommen kan de tre nye chefer ikke føle sig, når de får en sådan overvældende velkomst.

Men hvad betyder ord?

En af de nye chefer, sundhedschefen, er kun lige begyndt sit arbejde (1. september sidste år), da hun får at vide, at den organisation, hun er leder af, skal fusionere med en anden afdeling. Det er indlysende, at hun skal ofres. Hun bliver langtidssygemeldt med stress - tjah!

Spørgsmål står nu i kø. Vidste Willy virkelig ikke, at en af hans direktører, Charlotte Scheppan, havde planer om at slå to afdelinger sammen, således at det var ganske unødvendigt at bruge skatteborgerpenge på at ansætte én dyr afdelingsleder? Eller fik dir. Charlotte først idéen, da sundhedschefen var blevet ansat - og gik til jobbet med energi og nye impulser?

Kommunaldirektør Willy optræder i sagen her som en usædvanlig svag topleder. Hans seneste reaktion er, at sundhedsudvalget skal indkaldes til møde kl. 6.30 for at tage stilling til organisationsændringen. Senere samme dag beskæftiger økonomiudvalget sig med samme sag, og kl. 17.00 giver byrådet sit gummistempel.

Organisationsændringen skal have virkning inden udgangen af denne måned.

På den gode arbejdsplads, Haderslev Kommune, betyder ord ingenting - kun handling tæller - og handlingen her fortæller mere end ord!

Havkatten Calle

Publiceret 24 May 2015 12:00