Konceptbilen Citroën Aircross byder på masser af praktiske løsninger og ny brug af informationsteknologi.

Konceptbilen Citroën Aircross byder på masser af praktiske løsninger og ny brug af informationsteknologi.

Motor:

Årets Bil er blevet pimpet

Multimedie-SUV’en Citroën Aircross gør bilen til en lounge, der klarer 0-100 km/ t. på bare 4,5 sekunder

Af
Af Jens Overgaard

Bilen bliver i højere grad en forlængelse af dagligstuen.

Det mener Citroën, som med konceptet Aircross viser fremtidens muligheder. Den bygger på C4 Cactus, der har fået bagudvendte “selvmordsdøre”, som letter indstigningen.
Udendørs har Aircross fået mere beskyttelse mod løbske indkøbsvogne end de Airbumps, der kendes fra C4 Catus. Det sker med Alloy Bumps, der er en slags absorberende padding, fremstillet i aluminiumsskum.

Indendøre kan teknologien være fælles og individuel. Således kan den ene af to store 12-tommer HD-skærme flyttes og deles mellem forsædepassagererne.
Hver fordør har sit eget webkamera, så man kan tage billeder og lave sin egen rejseskildring. Samtidig er hver af sæderne udstyret med højttaler og mikrofon, så alle kan tale med hinanden uden at forstyrre de andre - en mystisk foranstaltning, som mere ligger i spøg-og skæmt-afdelingen.

Drivlinjen er en plug-inhybrid, hvor en benzinmotor og en elmotor går i spænd. De består af en 1,6-THP-motor på 218 hk og en elmotor på 95 hk. Det giver en samlet systemeffekt på 313 hk for bilen, der kan lades op i stikkontakten og rulle 50 km på ren strøm.

Det teoretiske forbrug hedder 58,8 km/ l, mens accelerationen 0-100 km/ t. er heftige 4,5 sekunder.

Publiceret 24 May 2015 12:45