Knap 10.000 hastighedsovertrædelser i landsdækkende fartkontrol

Fra mandag 11. maj til søndag 17. maj 2015 gennemførte politiet en landsdækkende, målrettet indsats mod hastighedsoverskridelser i trafikken. Indsatsen skal blandt andet ses i lyset af, risikoen for uheld og uheldenes alvorlighed – herunder ulykker med dødelig udgang - øges, når der bliver kørt for stærkt i trafikken. Det skriver Rigspolitiet i en pressemeddelelse.
 
Ved kontrollerne blev der konstateret i alt 9.953 forseelser, heraf 9.668 hastighedsovertrædelser, hvoraf 8.855 blev målt og fotograferet af den automatiske trafikkontrol (ATK), 1409 førere står til klip i kørekortet og 211 alvorligere hastighedsoverskridelser, som medfører betinget frakendelse af førerretten.
 
Til trods for, at opgørelser fra Vejdirektoratet viser et fald i gennemsnitshastigheden på de danske veje de senere år, er antallet af hastighedsovertrædelser i sidste uges kontrol et udtryk for, at hastighed fortsat er et problem for trafiksikkerheden. Der er således fortsat mange, der kører for stærkt og bliver taget i fartkontroller.
 
Politiets indsats over for fartsyndere er derfor vigtig, og det øgede antal ATK-biler skal netop medvirke til, at bilisterne sætter hastigheden ned. Hvis gennemsnitshastigheden reduceres yderligere, vil det have en gavnlig effekt på antallet af dræbte og tilskadekomne i trafikken.
Det er fortsat for tidligt at udtale sig sikkert om det øgede antal ATK-bilers effekt på bilisternes gennemsnitshastighed, men indsatsen vil blive evalueret i løbet af i år, hvorefter der vil kunne siges noget mere sikkert om effekten.

Publiceret 25 May 2015 10:00