Henrik Cornelius til skolekoncert.

Henrik Cornelius til skolekoncert.

Orkesteret rykker ud

Nu rykker Sønderjyllands Symfoniorkester ud og spiller nye steder, og der er især noget at komme efter for børnefamilier

Symfoniorkestrets koncerter i de store koncertsale kan alle købe billet til, men rent faktisk består en rigtig stor del af musikernes arbejde i at spille koncerter for områdets skolebørn. De lukkede koncerter er normalt kun for skolebørn. Men nu får både weekendhandlende og biblioteksgængere en chance for at høre, hvad skolebørnene kan opleve i løbet af året.
Det er også en mulighed for at opleve orkestret i nye sammensætninger. På biblioteket kan man således møde tre strygere, to træblæsere, en messingblæser og en slagtøjsspiller. Messingblæseren er basunist Søren Rønsbo, som glæder sig til koncerten:
“Hvert år spiller vi koncerter for rigtig mange skolebørn – men her får deres forældre endelig lov til at få en chance for at opleve, hvad vi møder deres børn med. Det er jo en eksklusiv mulighed, som sønderborgenserne her får, og så er det gratis.”
Til koncerten fortæller musikerne om symfoniorkestrets instrumenter, fortæller et lille eventyr, og så kan man opleve musikerne spille helt uden instrument. Det hedder Body Percussion, og hvordan det foregår, kan man se på Sønderborg Bibliotek fredag den 29. maj kl. 15.30.

Musik til indkøbene

Er børnene blevet for store til at tage med til koncert på biblioteket, er der også råd for det. I Borgen kan man nemlig samme eftermiddag få klassiske toner til weekendshoppingen. Det er en gruppe messingblæsere fra orkestret, som underholder de handlende med klassiske toner fra den underholdende del af repertoiret.
Det er imidlertid ikke det eneste sted, hvor man kan opleve symfoniorkestret denne uge. Også på Universe spiller orkestret for de besøgende skolebørn den 28. maj. Det sker med koncerter for ti skoleklasser i løbet af dagen, fordelt på den Blå Kube og Cumulus-bygningen.

Phil som pirat.

Phil som pirat.

Publiceret 25 May 2015 09:00