Christina Almind Gefke Hansen i sin nyåbnede 'Alminds Fodpleje & Wellness' i Egernsund. Foto: Svend Mikael Larsen

Christina Almind Gefke Hansen i sin nyåbnede 'Alminds Fodpleje & Wellness' i Egernsund. Foto: Svend Mikael Larsen

Christina fortryder kun hun ikke gjorde det noget før

Alminds Fodpleje & Wellness har slået døren op på Skovgade i Egernsund, og her er der altid åbent - stort set

Af
Af Svend Mikael Larsen

Christina Almind Gefke Hansen er 48 år og har fem børn. Ude på arbejdsmarkedet har hun prøvet lidt af hvert. Senest har hun i en årrække været lægesekretær.
"Men så fik jeg lyst til at prøve noget andet," fortæller hun.
"En veninde gjorde mig interesseret i fodpleje, og jeg besluttede at uddanne mig til lægeeksamineret fodplejer. Det eneste jeg fortryder i den forbindelse er, at jeg ikke gjorde det noget før," smiler Christina, som efter endt uddannelse åbnede Alminds Fodpleje & Wellness i en tidligere garage hjemme på Skovgade i Egernsund.
"En del af uddannelsen består af anatomi og sygdomslære, og jeg er således uddannet i at tage mig af for eksempel diabetikere og folk med gigt eller kredsløbslidelser. Desuden har jeg suppleret med kurser i voksbehandlinger og hot stones," fortæller hun.

Starter med et fodbad

"Ved en almindelig fodbehandling starter jeg med et lunt og plejende fodbad, så beskæres hård hud, eventuelle ligtorne og fodvorter behandles, og huden slibes. Så er det neglenes tur. De klippes, renses og files. Eventuelt nedgroede negle rettes. Til sidst får neglene en plejende olie, og jeg slutter af med en let fodmassage med plejende creme," forklarer den nybagte fodplejer, som anbefaler en parafinbehandling, hvis man lider af tørre fødder.
"Tavshedpligt og hygiejne sætter jeg højt. Alle benyttede instrumenter steriliseres straks efter en behandling," fortæller hun.
"Og jeg har så at sige altid åben. Så folk kan komme, når de har tid og lyst. Man kan også altid ringe og bestille tid, når det passer. Desuden tilbyder jeg udebehandlinger til de, som ikke har mulighed for at komme her," slutter Christina.

Publiceret 27 May 2015 08:00