Jack Jørgensen, Mahyar Ghassem og Chris Hansen står bag PlayGames. Foto: Jørgen Flindt

Jack Jørgensen, Mahyar Ghassem og Chris Hansen står bag PlayGames. Foto: Jørgen Flindt

Fra Donkey Kong til erhvervsucces

Chris, Mahyar og Jack fra Vejle har stor succes med at sælge computerspil over nettet

Af
Jørgen Flindt

Der var engang, at et par knægte fra Vejle satte sig bag deres Commodore 64 og spillede spil. Eller stod i grillens fritureduft og spillede på de store arkadespil. Det var dengang Donkey Kong og Pac-Man var helt nye opfindelser.
Det er mange år siden nu, og de to fætre, Chris Hansen og Jack Jørgensen, spiller stadig computerspil. Men først og fremmest sælger de, sammen med en tredje unge mand Mahyar Ghassem, spil over nettet. Og det hitter.
“Vi er jyske, så vi har ikke armene for langt oppe. Men vi er stolte, for det går meget godt. Vi startede vores firma, Playgames på hobbyplan, og fra absolut ingenting til nu, hvor vi kan leve af det, og vi har tredoblet vores omsætning hvert år”, lyder det beskedent fra de tre iværksættere.
Playgames, som har base i Bredballe, og de tre mænd har fundet et område, hvor det har vist sig at være et behov at udfylde.
“Vi er ikke de eneste, der sælger spil på nettet, men vi er en butik på en måde, som ingen andre er, nemlig en butik kun med fokus at sælge spil. Hvor andre sites også handler om alt andet fra barbermaskiner til telefoner, er vores koncentreret på, at vi er 100 procent kundeminded omkring spil. Vi sælger digitale spil, og det skal vi være de bedste til. Vi er e-mærket og på Trustpilot har vi en rate på 9,7, hvilket er en rate, der er svært at opnå og svært at vedligeholde, men det er selvfølgelig vores ambition at gøre,” siger de tre mænd.

Her og nu

Der er sket meget med computerspil gennem årene. Nok er det kun på 30 år, at man er gået en lille gul ost, der gnaskede sig gennem en simpel labyrint til lækker grafik og verdensomspændende hits som Fifa og Hitman.
Spillere kan deles op i to. De hard core og så de andre. Men fælles er, at mange gerne vil have spillet her og nu. De gider ikke vente. De vil på straks, og det kan de komme, for har PlayGames køber man ikke et fysisk CD-rom i en kassette, men en kode, og så er man på.
“Vi skal være oppe på beatet hele tiden, for det er en verden, hvor det går stærkt. Men det er vi også. Vi elsker vores job og elsker spil, og det tror jeg, kunderne kan mærke. Vi ved, hvad der rører sig, og vi er billigere end andre steder. Sådan skal det være, for med nethandel er der ingen trofasthed. Det er pris. Sådan er det bare. Det er gamet,” siger Mahyar Ghassem.
Han er lidt yngre end de to andre, men også han er vokset op med spil som en naturlig del af fritidsunderholdningen. Og det at spil er gået fra lidt subkultur til mainstream, har sin egen logik.
“En typisk gamer er en gennemsnit 35 år og vokset op med spil. Vi bliver jo ældre, og det gør kunderne også,” siger Chris og smiler.
Se mere på www.playgames.dk.




































Fakta
PlayGames sælger ikke en fysisk vare, men en kode på en mail. Den giver adgang til det købte spil. Når først spillet er aktiveret har man spillet til evig tid. Det kan ikke gå i stykker eller blive tabt, fordi man skifter computeren ud.
PlayGames har rettigheder til alle de spil, firmaet sælger. Der er aftaler med alle de forskellige distrubutører.
Desuden tilbydes support på dansk, for det er såmænd en af de tre mænd, man ringer til, hvis der opstår et problem.

Publiceret 27 May 2015 20:00