Gennemgang af samlivssager er afsluttet

Kun 25 borgere får efterbetalt kontanthjælp efter omfattende gennemgang

Af
Natalie Stratigos

820. Så mange sager om gensidig forsørgelsespligt har kommunen gennemgået i løbet af den seneste måned. Årsagen er, at forvaltningen blev i tvivl om, hvorvidt sagerne var sagsbehandlet korrekt. Nu er det endelig resultat klar. 25 borgere står til at få efterbetalt kontanthjælp.
 

“De 25 borgere havde ikke fået medsendt en afgørelse samt klagevejledning i deres sag, og det har vi vurderet var så graverende, at de skal have udbetalt tilbageholdt kontanthjælp,” forklarer arbejdsmarkedschef Lasse Kamp.
 

Han kan ikke svare på, om tallet er større eller mindre end forventet, men han fortæller, at sagerne er blevet grundigt gennemgået.
 

“Vi har gjort meget ud af at gennemgå sagerne minutiøst, så vi er ganske sikre på, at vi har fået udbetalt penge til dem, der retsmæssigt skulle have dem,” lyder det fra arbejdsmarkedschefen.
 

Efterbetalingen koster Kolding Kommune i alt 460.432 kroner, der tages fra arbejdsmarkedsudvalgets budget- og bevillingskonto.
Det betyder, at der nu er lagt låg på sagerne.
 

“Borgerne har selvfølgelig mulighed for at klage over vores afgørelse, men ellers ser vi gennemgangen som af samlivssagerne som afsluttet”.

Publiceret 27 May 2015 10:00