Abdi Hakin Ulad er virkelig et stort navn, som Hvidovre Atletik & Motion har fået ind i folden.

Abdi Hakin Ulad er virkelig et stort navn, som Hvidovre Atletik & Motion har fået ind i folden.

Klar til DM-finalerne

Abdi Hakin Ulad debuterede med sikker sejr på 5.000 m.

ATLETIK: Hvidovre Atletik & Motion har både deres kvinder- og herrehold med i atletikkens øverste række, Elitedivisionen, der kun har en enkelt “knald eller fald” indledende runde, hvor finaledeltagerne til efterårets DM-finaler bliver fundet.

Af
ebo@hvidovreavis.dk

- Da det er først på sæsonen, så er der altid rigtig mange ubekendte spørgsmål i forhold til holdets egen formåen, og i lige så høj grad usikkerhed i forhold til, hvor godt forberedt de andre hold er, fortæller sportschef Michael Bruun Jepsen. - Det var derfor med en vis nervøsitet, at man tog til Jylland for at kæmpe om de 6 finalepladser til hvert hold blandt de 8 højest rangerede hold i Danmark. Nervøsiteten viste sig heldigvis ubegrundet, da begge hold allerede tidligt i matchen havde placeret sig i den øverste halvdel, og sikkert formåede at komme i finalen via en 4. plads til kvinderne og en 5. plads hos mændene... - Begge hold viste rigtig positive takter, og med den jævnbyrdighed, der var mellem holdene, er der lagt op til et brag af en finale i efteråret, hvor vores to hold i stærkeste opstilling vil være seriøse bejlere til medaljer. Men jeg er omvendt også sikker på, at de andre finaledeltagere tænker det samme om deres egne muligheder, så det gælder om at vi skal være 100 % klar, når vi når til DM finalen i starten af september...

Skuffede ikke

- Der var med forventning set frem til klubbens nyeste medlem, OL kandidaten Abdi Hakin Ulads debut, og han skuffede bestemt ikke. Efter et meget konservativt udlæg de første 2 km, hvor det var en meget taktisk affære og tilsvarende langsomt, så slog Abdi Ulad til og accelererede voldsomt op gennem feltet og forbi teten... - Der var kun to andre landsholdsløbere, der havde modet til at følge med, men i løbet af den næste kilometer måtte de sande, at tempoet var for voldsomt og lod sig falde tilbage. Det blev derfor til debut med en stensikker sejr i relativt beskedne 14.47 min. Blot 16 årige Alexander Seidler Nielsen fik en meget lovende debut, da han uimponeret af de ældre og mere erfarne løbere en lang periode trak hovedfeltet, og blev belønnet med en stor personlig rekord med et halvt minut til 15.57,97 min... - På trods af at det for mange af atleterne var udendørssæsonens første stævne, så var der mange andre personlige rekorder, der hver især indikerer starten på en flot sæson. Martin Kristensen lagde ud med 55,76 sek. på 400 m. hæk, mens Jannick Bagge på den korte, men til gengæld 107,6 cm høje, 110 m. hæk løb 16,27 sek., og så blev det også til personlig rekord i længde med 6,78 meter. De unge kastere Thea Jensen og Matthias Hagen satte også to personlige rekorder med tungere redskaber end de normalt bruger i ungdomsklasserne, men med topplaceringer til begge to alligevel. Der var en lille forbedring i kuglestød til 11,94 meter og 13,80 meter, mens de begge satte rekord med 3 meter i henholdsvis diskos med 39,27 m. til Thea Jensen og i hammerkast med 46,67 meter til Matthias Hagen... - På 200 meter imponerede Festus Asante med en tid tæt på sin personlige rekord med 21,78 sek, og fik tanket selvtillid i forhold til ambitionen om kvalifikation til sommerens EM U-23 på netop 200 meter. På den halve distance løb også Zarah Buchwald tæt på sit bedste med 12,40 sek... - Andreas Jørgensen hev solide point hjem til holdet i diskos med en 2. plads, ligesom Maria Sløk Hansen trods en skadet fod alligevel blev pointmæssig topscorer på kvindeholdet. Fransiska Bramsen bekræftede på 400 meter hæk med en 4. plads, at en god sæson er på trapperne, mens Tanja Ravnholt tog dagens fighterpris på 800 meter, da hun på trods af alt for megen mælkesyre i de trætte muskler holdt sin placering på de sidste meter frem mod målstregen... - Et af dagens absolutte højdepunkter kom på mændenes 4x100 meter stafet, som der var set frem til med stor spænding, men også med et vist forbehold, da Kristoffer Hari grundet en mindre skade ikke var en del af kvartetten. Men solide skifter og en god erstatning i form af Martin Kristensen gjorde, at holdet fra Hvidovre alligevel vandt en sikker sejr foran de andre danske tophold med 42,05 sek. Når holdet bestående af Simon Mathiasen, Kasper Olsen og Festus Asante bliver suppleret op med Kristoffer Hari, og skifterne bliver endnu mere optimale, så er det lagt op til andre markant hurtigere tider, og en af Danmarks hurtigste klubrekorder på 41,27 sek. vil være alvorligt i farezonen...

Publiceret 27 May 2015 08:00