Nattergalen sang for de morgenfriske

natur Hjemme hos 23 alsingere ringede vækkeuret meget tidligt om morgenen på pinsedag. De trodsede en grå og regntung morgen for at være sikre på at opleve nattergalens sang ved Mjang Dam på Midtals. Kl. 04.30 samledes de på golfbanearealet nord for Mjang Dam. Her stod naturvejleder Jesper Tofft klar til at guide de morgenfriske sangfuglelyttere på rette vej. På landsplan menes nattergalen at være i tilbagegang, men på Als findes den stadig en del steder. Og heldet var med de morgenfriske alsingere. Selvom der var småregn og køligt, sang fuglene lystigt og på turen hørte de hele seks syngende hanner. Udover nattergalen blev der også lyttet til sangfugle som løvsanger, havesanger, rørsanger, sivsanger, tornsanger og en enkelt gøg. En rørhøg lod sig også beskue fra en busk i området. En helt særlig oplevelse var synet af den mægtige havørn, som kom flyvende ud over søen og dykkede ned efter en fisk. Der ses regelmæssigt havørne på Als, og siden 2014 er ørnen begyndt at holde fast til ved Mjang Dam og vil måske bygge rede i området. Den lever af fisk og vandfugle, som den fanger op til 10 km fra reden. Nattergalen stopper med at synge, når den får unger. Hvis du vil opleve sangen i år, skal det være inden for de næste to uger. I de mørke timer er det ofte den eneste fugl som synger. Når det lysner omkring kl. fire blander andre fugle sig i koret, og så høres nattergalen ikke så klart. Det er tilladt at gå på Augustenborgstien over golfbanen, og man kan f.eks. gå ind fra omfartsvejen ved Bro. Turen var et led i Sønderborg Kommunes naturvandringsprogram, hvor der tilbydes i alt syv ture fra forår til efterår 2015. Det er gratis at deltage. Se nærmere på www.sonderborgkommune.dk. Søg på ”Ud i det blå” i søgefeltet.

Publiceret 27 May 2015 06:00