Bjarne Hansen foran en palle med den omtalte vin, som nu skal sendes retur. Foto: Jacob Hove

Bjarne Hansen foran en palle med den omtalte vin, som nu skal sendes retur. Foto: Jacob Hove

Outlet solgte ”falsk” vin

Wine Outlet Vejle og butikkens leverandør er blevet snydt af fransk hvidvinsproducent og flasker trukket tilbage

Af
Af Jacob Hove

I sidste uges avis annoncerede Wine Outlet Vejle med Chablis 1' Cru hvidvin fra Vailons Domaine Bailard, men nu viser det sig, at vinen sandsynligvis ikke er, hvad den giver sig ud for at være.
Det er Bjarne Hansen, der driver Wine Outlet Vejle, der selv har kontaktet avisen for at fortælle om den ærgerlige episode.
”Jeg har nået at sælge 50 flasker, inden jeg fandt ud af det og fik stoppet salget,” fortæller han.

Fortyndet

Det var leverandøren Taster Wine A/S, der gjorde Bjarne Hansen opmærksom på, at der var blevet indledt undersøgelser mod den franske leverandør Jean-Claude Fromont i Bourgogne på grund af usikkerhed om vinens oprindelse/kvalitet. Bjarne Hansen fortæller, at en producent kan kalde sin vin Chablis, hvis den kommer fra det franske område Chablis og er produceret på chardonnay-druer. Mistanken går på, at en Chablis-producent har ”fortyndet” sin vin med vin lavet på chardonnay-druer dyrket uden for Chablis.
”Vinen smagte udmærket, men det er selvfølgelig noget skidt, at jeg har annonceret med Chablis 1' Cru, og det så viser sig ikke at være det. Når man køber en Mercedes, så skal man have en Mercedes og ikke en anden bil med Mercedes-logo på,” siger Bjarne Hansen, der gerne giver kunder, der har købt den pågældende flaske, pengene tilbage eller bytter til noget andet.
Det er ikke første gang, at en vinproducent har snydt med indholdet i vinflaskerne. For nyligt kunne DR Kontant afsløre snyd med indholdet i den italienske rødvin Brunello di Montalcino solgt i Danmark.

Publiceret 27 May 2015 21:00