Mange vidste ikke, at der var italiensk marked på Hestetorvet i forrige weekend. Derfor var der begrænset liv på stedet. Peter Madsen fra Venstre ønsker, at man drøfter, hvordan man får bedre besked, når der sker noget i byen.(Foto: Privat)

Mange vidste ikke, at der var italiensk marked på Hestetorvet i forrige weekend. Derfor var der begrænset liv på stedet. Peter Madsen fra Venstre ønsker, at man drøfter, hvordan man får bedre besked, når der sker noget i byen.(Foto: Privat)

Ukendt liv på Hestetorvet

- Synd vi ikke udnytter arrangementerne bedre, siger Peter Madsen fra Venstre

Af
Anette Gundlach

Ikke mange benyttede sig af muligheden for at komme på det italienske marked på Hestetorvet i sidste weekend.
Der var ellers god grund til at lægge vejen forbi, da boderne bugnede af lækre delikatesser, som man helt gratis kunne få lov til at sætte tænderne i.
Årsagen til de få folk var sandsynligvis, at nærmest ingen vidste besked om, at markedet fandt sted. Medmindre man tilfældigvis kom forbi torvet og dermed ikke kunne undgå at få øje på de blå boder, der var sat op i to lige lange rækker.
Thomas Carlsen fra Roskilde Kommune, fortæller, at han giver oplysningerne om Hestetorvet videre til politiet og de forretninger i nærheden af torvet, som har bedt om det.
Ligesom han hjælper personerne bag markeder og optrædener videre i systemet, så de kan gøre opmærksom på sig selv, hvis de selv ønsker det.
Folkene bag det Italienske Marked bad ikke om at blive ledt videre.

Synd for alle

- Det er ærgerligt, at man ikke kender til livet på torvet, når der sker noget, siger næstformand i Plan- og teknikudvalget Peter Madsen fra Venstre.
Han er en af de politikere, der meget gerne ser, at Hestetorvet kommer til at sprudle af liv, både fra cafeerne og aktiviteter på torvet.
- Det er synd, at vi ikke får udnyttet arrangementerne bedre, når der nu sker noget.
Peter Madsen vil derfor på et kommende møde med kollegaerne i udvalget drøfte, hvordan man får udbredt aktiviteterne noget mere, så de trækker den ønskede aktivitet til.
Sidste år fik Roskilde Kommune lavet arrangørguiden, som hjælper folk, der laver arrangementer i Roskilde med at udbrede dem. Guiden ligger på kommunens hjemmeside.

null

Publiceret 27 May 2015 00:15