Bruninho var banens bedste spiller og førte an i løjerne da HB Køge pinsedag gennembankede Vendsyssel FF med 4-0. (Foto: JCJ).

Bruninho var banens bedste spiller og førte an i løjerne da HB Køge pinsedag gennembankede Vendsyssel FF med 4-0. (Foto: JCJ).

HB Køge vil slutte af med manér på hjemmebane

Af
Per Møller

FODBOLD: Sæsonen 2014/15 går på hæld i landets næstbedste fodboldrække, 1. Division. Der resterer to spillerunder, og for HB Køges vedkommende spilles sæsonens sidste hjemmekamp lørdag den 30. maj kl. 16.00, hvor FC Roskilde gæster Herfølge Stadion.
HB Køges forårssæson har været fin med 20 indtjente points i 14 kampe. Og en stadig opadgående formkurve, som kulminerede i de to seneste kampe, 1-1 mod AGF i Aarhus og den fornemme sejr på 4-0 i pinsens hjemmekamp mod rækkens nummer fire, Vendsyssel FF.
- Vi viser stort gåpåmod mod en svær modstander, der oven i købet kommer fra en periode med momentum. Vi sætter os på tingene fra en start, og der er mere brod i angrebene end længe set. Nogle af de ting, som fungerede i Århus, viste sig at gå igen i dag. Vi er skarpe i de offensive omstillinger, gode i genpresset, og så kan vi også spille os til chancer modsat tidligere i sæsonen, hvor spillet med bolden var nedprioriteret, forklarer HB Køges cheftræner Henrik Pedersen, til www.hbkoge.dk.
HB Køge håber at kunne fortsætte den gode stime i de to sidste kampe og dermed sætte et flot punktum på den første sæson under Henrik Pedersen. Der er tillige en femteplads i divisionen at jagte og dermed det p.t. højest mulige beløb i TV-penge.
HB Køge slutter sæsonen af med en udekamp mod FC Fredericia lørdag den 6. juni kl. 16.00.

Publiceret 29 May 2015 17:15