Esbjerg Rock Festival finder sted i weekenden, og på plakaten er blandt andet Def Leppard (på billedet), Europe, Mike & The Mechanics, Münchener Freiheit, Gnags, Sko/Torp, Lars H.U.G., The Sandmen, Michael Learns To Rock, Nadia Stein (News), Aphyxion, Sash!, MC Einer og og Cut ’N Move.

Esbjerg Rock Festival finder sted i weekenden, og på plakaten er blandt andet Def Leppard (på billedet), Europe, Mike & The Mechanics, Münchener Freiheit, Gnags, Sko/Torp, Lars H.U.G., The Sandmen, Michael Learns To Rock, Nadia Stein (News), Aphyxion, Sash!, MC Einer og og Cut ’N Move.

Esbjerg Rock Festival:

I weekenden rockes der for 25. gang

Den 25. udgave af Esbjerg Rock Festival står for døren, og der er i den grad lagt i ovnen til et brag af en fest i Vognsbølparken

Af
Rune Weitling

Den har været længe ventet, men nu er den her. Weekenden, hvor Europe, Mike & The Mechanics, Def Leppard og mange flere fyrer den af for et feststemt publikum i den hyggelige og stemningsfulde Vognsbølpark.

Bedømt ud fra både line-up, nye tiltag og billetsalg er der ingen tvivl om, at 'Gryden' for alvor kommer i kog, og selv om festen foregår i Esbjerg, så valfarter publikum til fra det meste af landet. Ganske som de plejer.
Som bekendt er weekendens brag en sand jubilæumsfestival, for det er nemlig 25. gang, at Søren Højberg & Co. byder velkommen under bøgegrenene, og der er ingen tvivl om, at det er en spændt festivalarrangør, der tæller ned:

“Vi glæder os over det bedste billetsalg i mere end 10 år. Det viser, at vores arbejde med at udvikle og forbedre festivalen har båret frugt,” siger Søren Højberg, som har stået i spidsen for Esbjerg Rock Festival siden starten i 1991.

Musik med mere

På den musikalske front byder Esbjerg Rock Festival på to live-scener, nemlig den store EnergiScene samt den lidt mindre - men ligeså festlige - 90's Joyride, hvor 90'er navne som Sash!, MC Einer og andre sørger for rytmerne. Derudover er der naturligvis også i år det efterhånden legendariske Eldoradotelt med 80'er hits.

Igennem de senere år har festivalen udviklet sig kraftigt med blandt andet et større udvalg af temabarer, og det gør sig også gældende i år. Her kan man blandt andet nyde en tre-retters menu i Rybners Rock Restaurant, hvor elever fra Rybners Tekniske Skoles gastronomiafdeling forkæler gæsternes smagsløg.

Festivalens nyeste bar - RockFeltet - er en kæmpemæssig kolos i to dæk og er udformet som en af de mange platforme, der næsten konstant ligger i Esbjerg Havn.

For Søren Højberg er 2015 også et helt særligt år. Ikke kun fordi at Esbjerg Rock Festival har 25. års jubilæum. I år har Søren Højberg desuden selv 45 års jubilæum i musikbranchen og derudover fylder han 65 år senere på året.

“Festivalen står stærkere end nogensinde, og er i dag Esbjergs største tilbagevendende kulturbegivenhed. Vi er velsignet med mange gode folk, der hjælper os med at gennemføre festivalen. Uden disse kompetencer, var der næppe en festival i Esbjerg,” siger Søren Højberg, der har glædet sig som et lille barn til i dag.

Publiceret 29 May 2015 12:00