Allerede i dag går det løs med triathlon og duathlon i Haderslev.

Allerede i dag går det løs med triathlon og duathlon i Haderslev.

ORIGINAL:

"Opbakningen er helt enestående"

Hans Dahl, der er en af de 'tunge drenge' bag ORIGINAL, kalder opbakningen helt fantastisk

Af
Peter Rasmussen

Nedtællingen til kæmpeeventen Original er i fuld gang. Mange måneders hårdt forarbejde er ved at være slut. Nu gælder det, når Alt om Sport, Hertug Hans Festival, Bagland – Farmers Market samt Play – Busker Festival i samarbejde med Haderslev Butikker, Haderslev Erhvervsråd og Tribunen inviterer til tre dage med fuld speed på oplevelserne i Haderslev.
Med en usædvanlig kombination af masser af sport, levende historiefortælling, musik og kultur samt lokalt producerede madvarer af høj kvalitet får Original sin debut fra fredag den 29. til søndag den 31. maj.
Det bliver en begivenhed, som Hans Rudebeck Dahl fra Alt om Sport, der er projektleder og hovedansvarlig for Original, ser frem til med stor forventning:
"Det bliver kæmpestort. Original skal være med til at sætte Haderslev på landkortet, give ekstra penge til vores klubber og øge omsætningen i butikkerne. Den skal kunne give merværdi for alle parter," siger Hans Rudebeck Dahl, der satser på, at Original vil samle flere tusinde mennesker fra både ind- og udland.
Rigtig mange er eller har været involveret i forberedelsen af eventen – fra sports- og kulturlivet, fra erhvervs- og restaurationsbranchen til kommune, politi og beredskab.
"Vi oplever en helt fantastisk velvilje overalt. Det er skønt, når så mange bare vil Original. Lokale håndværkere er med til at klare det praktiske, Brand og Redning stillede med den store stigevogn, da vi skulle have vores banner op på fjernvarmens skorsten og mange virksomheder er sponsorer – med annoncer, materialer eller arbejdskraft," siger Hans Rudebeck Dahl.
Styregruppen bag Original er også meget glad for den hjælp, som de offentlige myndigheder yder. Det er ikke helt let, når mange forskellige aktører samles under en fælles event, som der samlet eller enkeltvis skal søges tilladelse til.
Med en god dialog og stor velvilje fra myndighedernes side er de sidste detaljer nu ved at falde på plads.


Ros for at tro

"Haderslev Kommune skal have en særlig ros. For at tro på Original og yde kontant bistand på 75.000 kroner til markedsføring af Original. Men også for at bakke op med råd og god vejledning i forbindelse med alle de nødvendige tilladelser, for at gøre Original festlig med flagalleer i Haderslevs gader alle tre dage samt med flagporte ved Haderslevs indkørsler og i Damparken. Og for at have en ualmindelig hjælpsom Vej og Park-afdeling i Damparken og på havnen, der hjælper med at skaffe de 400 danpæle, der er brug for til afspærring, opsætning af ekstra skraldespande i byen og mange andre ting. Det er vi meget, meget glade for," siger Hans Rudebeck Dahl, der opfordrer alle til at komme til Haderslev – til Original den 29.-31. Maj.

Publiceret 29 May 2015 10:45