Virksomheder skal lære om mobil betaling

Danske Bank inviterer Trekantområdets erhvervsdrivende til morgenmøder om mobile betalinger

33.938 borgere i Kolding er registreret som brugere af app'en MobilePay. Derfor skal virksomheder også bruge app'en, så de kan tilbyde kunderne en mobil betalingsløsning. Det mener i hvert fald Danske Bank, som derfor inviterer alle erhvervsdrivende i Trekantområdet til morgenmøde.
 
På morgenmødet vil de seneste nyskabelser inden for mobil betaling blive præsenteret, ligesom de erhvervsdrivende også kan blive klogere på, hvordan systemet fungerer. Møderne afholdes den 16. juni i Danske Bank, Riberdyb 26 i Kolding og den 9. juni i Danske Bank, Havneparken 3 i Vejle. Man kan melde sig til her.
 
REMA 1000 er én af de virksomheder, der er hoppet på den mobile betalingsløsning. I løbet af juni vil alle forretningerne i Kolding tilbyde kunderne betaling via Mobile Pay.
 
"Vi oplever, at mobil betaling udvikler sig og vokser hele tiden. Jeg tror ikke, nogen dansk virksomhed kan holde sig udenfor. Kunderne forventer simpelthen, at alt kan klares mobilt," lyder det fra Niels Erikstrup Mortensen, erhvervsdirektør i Danske Bank, Erhvervscenter Trekantområdet, i en pressemeddelelse.

Publiceret 30 May 2015 16:00