Jesper Petersen:

"Vi skal have to spor hele vejen"

Sammen med Mike Legarth (K) besøgte Jesper Petersen (S) sporarbejdet mellem Vamdrup og Vojens

Af
Peter Rasmussen

Enkeltsporet mellem Vamdrup og grænsen har ofte store problemer for såvel passagerer- som godstrafik. Især ved uheld og nedbrud bliver sårbarheden udstillet. Trafikken bryder sammen og transport af store mængder gods bliver sat ud af spillet.
To lokale folketingsmedlemmer var i den anledning på besøg ved sporarbejdet, som er i gang imellem Vojens og Vamdrup.
"Jeg arbejder for, at der bliver anlagt to spor hele vejen til grænsen. Det er alt for sårbart for godstransporten på skinner ud og ind ad Danmark med kun et spor mellem Tinglev - Padborg. Den skulle vi gerne få mere af - så veje og miljø aflastes," siger Jesper Petersen (S).
Også for passagererne vil dobbeltspor på strækningen give fremskridt, mener han:
"Perspektiverne rækker endnu videre. Som en næste etape af regeringens plan for superlyntog mellem landsdelene kunne vi jo passende koble den på Hamburg og al den udvikling, der er dernede. Det vil være en kæmpe gevinst for Syd- og Sønderjylland og for hele Danmark, hvis det sker, og det kræver også investeringer bl.a. i det ekstra spor. Sammen med K's Mike Legarth besøgte jeg i dag Banedanmarks sporarbejde mellem Vojens og Vamdrup som jeg arbejdede for blev besluttet i sin tid. Det var en spændende oplevelse - og giver kun mere mod på, at vi også skal have to spor hele vejen til grænsen," slutter Jesper Petersen.

Publiceret 30 May 2015 07:00