Trille Band. (Foto: Johanne Fick).

Trille Band. (Foto: Johanne Fick).

Sommerkoncert med Trille Band

- og Mette Marcmann på KØS i Køge torsdag den 4. juni

MUSIK: KØS i Køge inviterer torsdag den 4. juni kl. 20.00 til sommerkoncert med Trille Band og Mette Marckmann.
Denne aften kan man opleve en nyfortolkning af Danmarks største kvindelige folkesanger gennem tiden.
Der er lagt op til en stor musikalsk oplevelse med hjertevarme og øjeblikke af nostalgi, på forpladsen De 111 hvide plateauer. Trille Band er kendt for forrygende koncerter, der gennem 70'erne og 80'erne markerede Trille som en af de mest markante sangerinder og sangskrivere i Danmark.
Trille har ikke sunget sine sange siden 1988, hvor hun indstillede sin karriere, men nu er det legendariske band med bassisten Hugo Rasmussen, guitaristen Ole Fick og akkordeon-spilleren Øyvind Ouggaard atter samlet for at spille Trilles sange.
Med sangerinden og skuespilleren Mette Marckmann i front genopliver det oprindelige band Trilles magiske musikalske univers.

Fejring af 100-året for kvinders stemmeret

Med koncerten tager KØS hul på fejringen af 100-året for kvinders stemmeret med en hyldest til en kvinde, der satte et aftryk på den politiske kønsdebat i 70'erne.
Som et musikalsk ikon og en af kvindebevægelsens centrale skikkelser gik Trilles lyrik lige i hjertet på en helt generation med sine markante politiske holdninger og sin usentimentale tilgang til de store følelser.
Tag plads på museets kunstneriske forplads og nyd et glas vin og et lækkert måltid mad fra KØS Café, når det menneskelige nærvær forenes i musikken og kunsten på De 111 hvide plateauer. 
I tilfælde af regn afholdes koncerten indendørs på KØS. Begrænset antal pladser, som afsættes efter først til mølle princippet.
pm

Publiceret 31 May 2015 14:00