En af de anderledes materialer billedskoleeleverne arbejder med er barberskum. Forsigtigt laves der fine aftryk af farver i skummet. Det er skønt at få lov at arbejde med kunst udenfor på græsplænen i solskin!

En af de anderledes materialer billedskoleeleverne arbejder med er barberskum. Forsigtigt laves der fine aftryk af farver i skummet. Det er skønt at få lov at arbejde med kunst udenfor på græsplænen i solskin!

Fernisering, fugle og fjer…

… Farver, fantasi og fiduser får frit løb på Kolding Billedskoles Sommerbilledskoler.

24 elever i alderen 7-15 år boltrer sig i disse dage inde og ude på Billedskolen ved Trapholt. Og at Billedskolen er et dejligt sted at være, er der ingen tvivl om.
 
Nina på 11 år har gået på Billedskolen siden 3. kl. og skal efter sommerferien fortsætte i 6. kl. på Maleholdet. Og i denne uge står den på det sociale og kreative i Sommerbilledskolen. Sommerbilledskolen er nemlig også et godt sted af få nye venner, mener Nina:
 
”Sidste år fulgtes jeg med nogle venner, men i år meldte jeg mig selv til Sommerbilledskole. I mandags var jeg lidt spændt på, om der var nogen, jeg kendte, og det var der ikke. Men allerede den første dag fik jeg nye venner.”
 
To af de nye venner er Nanna og Sibel, der skal i 4. kl. efter sommerferien. For Nanna er det første gang, hun går på Sommerbilledskole, og det er lidt anderledes, end hun havde forventet:
 
”Jeg var overrasket over, at de ting, vi laver, ikke behøver at være perfekte. Det er mere frit, og man kan gøre det på sin egen måde.”
 
Det er også første gang for Villads og Samuel, der skal i 3. kl. efter sommerferien. De to kender hinanden fra skolen og ville gerne lave noget med tegning i deres ferie. Samuel fortæller:
 
”Vi har kendt hinanden siden børnehaven. Villads ville gerne på Sommerbilledskole, så hans far spurgte, om jeg havde lyst til at tage med, og det ville jeg gerne. Vi kan begge to godt lide at tegne.”
 
I løbet af ugen kommer billedskoleeleverne til at arbejde med bl.a. postkort, tegning, grafiske tryk – og sågar barberskum! Det overordnede tema er ”Fugle og fjer” og i den skønne sommervarme er der mulighed for at arbejde både ude og inde, på gulv og på græs.
 
Skulle man have lyst til at se elevernes færdige arbejde, er man velkommen til at kigge forbi til fredagens fernisering på Trappergaarden ved Trapholt kl. 13.40-14.00.
 

Kolding Billedskole

Kolding Billedskole er for alle børn og unge i Kolding Kommune, og der tilbydes både hverdagshold, familietegnekurser og Sommerbilledskoler. Billedskolen ”popper” også op i forskellige events og workshops i hele kommunen.

Til alle dem, der ikke har nået at tilmelde sig en af Sommerbilledskolerne: Man kan stadig nå at tilmelde sig et af de ordinære ”efter skole”-hold. Efterårssæsonens hold begynder d. 17.-20. august 2015. Læs mere og tilmeld dig på www.koldingbilledskole.dk

Publiceret 01 July 2015 13:00