Gratis glæder i solen

Er solen hård og sommerferien allerede kedelig, så er der heldigvis gratis og underholdende fornøjelser flere steder i Hvidovre.
For skolebørn fra 7 år og opefter er der gratis adgang i Hvidovre Friluftsbad og Avedøre Svømmehal alle hverdage fra kl. 9-14. Husk dog at medbringe det gule sygesikringsbevis.
Er man ovre skolealderen, men trænger fortsat til at blive afsvalet er der heldigvis også god mulighed for en dukkert ved den lille Hvidovre Strand i Lodsparken.
For børn er der desuden sommeren igennem sjove aktiviteter arrangeret af byens foreninger og institutioner. Denne uge og de følgende to uger er der f.eks. Glade Børn på plænen ved Store Hus. Her kan man prøve alt fra stylter til hoola hop ringe. Der vil desuden være en række særlige arrangementer, hvor man f.eks. kan lære at danse eller klatre på kasser. Tjek Hvidovre Kommunes hjemmeside, hvor der er et link til Aktiv Sommer og hvor man kan tilmelde sig forskellige arrangementer.

Publiceret 01 July 2015 14:45