Lars Kring Nikolajsen har startet sit eget firma, LN Montage. Foto: Lars Saugbjerg

Lars Kring Nikolajsen har startet sit eget firma, LN Montage. Foto: Lars Saugbjerg

Lokal tømrer starter ny virksomhed

“Tiden er moden. Der er arbejde nok,” siger Lars Kring Nikolajsen

Af
Lars Saugbjerg

Han blev udlært i et lille firma på Samsø. I dag er Lars Kring Nikolajsen 52 år og har over 30 års erfaring som tømrer. Han har netop fået foden under eget bord. LN Montage, hedder virksomheden.
“Det er ikke første gang. Jeg har før haft eget firma - med 17 mand ansat. Det solgte jeg i 2001, og blev ansat som almindelig lønmodtager,” fortæller tømreren, der har haft sin gang hos blandt andre Sparsø Gruppen.
Lars Kring Nikolajsen har også været tilknyttet Fredericia Brandvæsen gennem 28 år.
“Jeg er så heldig stillet, at mit fag er min hobby.”
Siden han var ganske lille har han haft to ønsker: At bygge ting og slukke brande.
“Så jeg har fundet mine rette hylder,” smiler han, og tilføjer, at etableringen af LN Montage ikke kommer på et helt tilfældigt tidspunkt.
“Tiden er moden. Jeg får så mange henvendelser om arbejdsopgaver, at jeg tænkter: Skal det være, skal det være nu. Der er arbejde nok, og jeg giver 2-3 tilbud om ugen,” siger Lars Kring Nikolajsen.
Hans nye firma beskæftiger sig med alt inden for tømrer og snedkerarbejde. Alt fra køkkenmontering, vinduer og døre - til specialløsninger og total renovering.
Lars Nikolajsen er i øvrigt med på cykelholdet Team Rynkeby Trekanten, der snart kører til Paris. Holdet samler penge ind til Børnecancerfonden.
“I den anledning har jeg besluttet, at mit firma, LN Montage, vil donere 10 kroner per time jeg udfakturerer - og dermed støtte op om kampen mod kræft for Børnecancerfonden.”
LN Montage kan kontaktes på 3048 7227.

Publiceret 01 July 2015 06:00