(Arkivfoto: JCJ).

(Arkivfoto: JCJ).

Lokale klimaagenter hjælper grønne projekter i gang

SOLRØD: I Solrød Kommune bor der i dag seks klimaagenter. De brænder for at gøre en forskel for klima og miljø. De seks Solrød-borgerer kan nu officielt kalde sig klimaagenter.
For godt et år siden annoncerede Solrød Kommune efter frivillige borgere, der brændte for at gøre en forskel for at skubbe deres lokalsamfund i en grønnere retning. De frivillige blev kaldt klimaagenter og skulle være bindeled mellem kommunen og lokalsamfundet ved gennemførelsen af kommunens klimaprojekter.
De seks er nu fundet og fungerer som grønne ambassadører i deres nærområde.
Klimaagenterne har deltaget i fem minikurser, hvor de er blevet klædt på med viden og inspiration om vedvarende energi og energibesparelser. Kurserne var en blanding af oplæg, debat, opgaver og vidensdeling. F.eks. fik klimaagenterne gennemgået, hvordan energisituationen ser ud i verden, i Danmark og i Solrød, hvilke fælles varmeløsninger der kan anvendes, og en række praktiske råd om, hvordan man selv kan sørge for energibesparelser i eget hus.
- Det har været et relevant og godt kursusforløb, og vi får løbende ny viden, siger klimaagent Egon Petersen fra Havdrup og fortsætter:
- Kursusforløbet har givet mig en baggrundsviden så jeg nu er bedre rustet til at forklare andre vigtigheden af at ændre vores energiforbrug til gavn for miljøet.
Klimaagenterne i Solrød Kommune bliver inddraget, når kommunen skal igangsætte små og store klimaprojekter. Klimaagenten Niels Peter Christensen blev som formand i grundejerforeningen meget involveret i et projekt om at fremme fjernvarme i et naturgasområde:
- Min opgave var at formidle projektet til beboerne og være ambassadør for ideen. Jeg var rundt og ringe på døre, og jeg var med til at planlægge en salgskampagne. Det var sjovt, og jeg fandt ud af, at de lokale beboere var meget interesserede i at tale med os klimaagenter.
I Kirke Skensved har Birthe Husbond og Jørn Sørensen meldt sig. De ville gerne være med til at finde en løsning med fjernvarme i landsbyen.
- For at finde ud af, hvor stort behovet for fjernvarme i Kirke Skensved er, var det nødvendigt at indsamle oplysninger fra beboerne om deres energiforbrug. Det var en opgave, som det var naturligt, at vi tog os af, fortæller Birthe Husbond og Jørn Sørensen.
Efter mange beregninger og drøftelser arbejder vi nu hen imod, at vores lille landsby på 30–40 huse vil kunne tilbydes fjernvarme baseret på overskudsvarme fra pektinfabrikken CP Kelco i Lille Skensved, siger de.

De gør en forskel

For Birgitte Rasmussen fra Havdrup har det været en øjenåbner at se klimasagen fra forskelige niveauer, men det, der interesserer Birgitte Rasmussen mest, er muligheden for at gøre en positiv forskel.
- Det har været en dejlig oplevelse at finde ud af, hvor mange muligheder jeg har fået for at gøre en forskel. Det bliver oftest stillet op, som om klima og økonomi er hinandens modsætninger, men det behøver det absolut ikke at være, forklarer Birgitte Rasmussen.
pm

Publiceret 01 July 2015 06:00