(Arkivfoto).

(Arkivfoto).

Syv anholdelser på Roskilde Festival

Døgnrapporten med seneste hændelser på Roskilde Festival for tidsrummet fra tirsdag morgen den 30. juni kl. 07.00 til onsdag den 1. juli kl. 07.00

ROSKILDE: Der er fuld gang i årets Roskilde Festival - og dermed også lidt ekstra arbejde til ordensmagten i Midt- og Vestsjællands Politi.
Døgnrapporten fra politiet for tidsrummet fra tirsdag den 30. juni kl. 07.00 til onsdag den 1. juli kl. 07.00 indeholder bl.a. anholdelse af syv personer:
Kl. 08.56 fandt en politipatrulje en sovende mand, der lå i vejsiden ved Darupvej. De vækkede manden, der viste sig at være rumæner. Han var i besiddelse af id-kort på to danskere og også et par mobiltelefoner. Han nægtede tyveri, men erkendte ulovlig omgang med hittegods, og det fik han en bøde for. Han blev løsladt senere på dagen.
Kl. 11.10 blev en 40-årig og en 50-årig mand, fra henholdsvis Rumænien og Ungarn anholdt. De blev fundet i besiddelse af stjålne mobiltelefoner, kamera og CS gas. Det endte med en bøde for overtrædelse af straffeloven – ulovligt omgang med hittegods og overtrædelse af våbenloven. Den 40-årige er fortsat i politiets varetægt med henblik på forelæggelse for udlændingestyrelsen omkring en udvisning af landet.
Kl. 13.20 Anholdt politiet en 37-årig mand fra Rumænien. Pågældende er tidligere meddelt indrejseforbud. Han fremstilles i retten i dag med henblik på fornyet udvisning.
Kl. 14.55 En 21-årig og en 18-årig med henholdsvis ukendt adresse og adresse i Nakskov blev anholdt og sigtet for tyveri af mobiltelefoner. Begge blev løsladt efter afhøring. Deres festival sluttede for denne gang, idet de fik klippet deres armbånd.
Kl. 16.40 anholdt politiet en 18-årig mand fra Nepal, der arbejdede på festivalen uden at have arbejdstilladelse. Løsladt efter afhøring.
Eftersøgning
Kl. 20.10 fik politiet anmeldelse om, at der ved en sø vest for Darupvej var fundet tøj samt  andre personlige ejendele. Fundet af tøjet gjorde, at politiet satte en eftersøgning i stand, idet vi frygtede, at der kunne være en person, der var druknet. I aftenens løb blev søgt med dykkere og helikopter uden at finde noget mistænkeligt.
Onsdag morgen fik politiet en henvendelse fra en 44-årig svensker, der savnede tøj og ejendele, som han havde glemt ved søen i går. Sagen blev således opklaret og fik heldigvis en lykkelig udgang.
Blufærdighedskrænkelse
En 17-årig pige fra Rødovre følte sin blufærdighed krænket tirsdag 01.30, hvor en mand på 30-35 år forsøgte at tage på hende og kysse hende. Dette blev gengældt  ved at manden fik en lussing af pigen, hvorefter han stak af.
En 16-årig pige fra Hvidovre var onsdag kl. 00.59 udsat for, at en mand greb fat i hende og trak hende væk fra andre. Det lykkedes pigen at vriste sig fri og løbe sin vej, og det samme gjorde gerningsmanden, som der ikke er noget signalement af.
Politiet vil gerne gøre opmærksom på, at reglerne for blufærdighedskrænkelse og dermed også almindelig fornuftig adfærd mellem kønnene gælder såvel på festivalen som alle andre steder.
Tyverier og lov om euf. stoffer
Indtil nu har politiet modtaget anmeldelser om tyveri af specielt mobiltelefoner fra telte og andre steder.
Politiet skal anbefale, at man passer rigtig godt på eks. mobiltelefoner, der stjæles fra telte. Mange tyverier sker i nattetimerne fra teltene.
Pas derfor godt på mobiltelefoner og anden elektronik og hav det tæt på sig, så man slipper for tyverier.
Husk at tyverier kan anmeldes elektronisk via politi.dk
I løbet af festivalen har politiet fundet forskellige former for narkotika bl.a. syntetisk fremstillede stoffer som MDMA og LSD. Der er alt mulig grund til at advare mod indtagelse af narkotika, og samtidig er der også grund til at gøre opmærksom på, at det bestemt ikke er hovedparten af festivaldeltagerne, der indtager stoffer.
pm

Publiceret 01 July 2015 14:00