Projektgruppen ved Haderslev Dam. Foto: Mette Henriksen

Projektgruppen ved Haderslev Dam. Foto: Mette Henriksen

Ildsjæle i arbejdstøjet:

Dambåden genopstår i 2016

Projektgruppen "Haderslev Dambåd" har taget de første skridt både planmæssigt og økonomisk

Af
Mette Henriksen

56 år efter at den dramatiske ulykke på Haderslev Dam kostede 57 mennesker livet, står en gruppe lokale ildsjæle nu frem med planer om igen at etablere sejlads på dammen.
Efter katastrofen blev dambådssejlingen genoptaget i begyndelsen af 1970erne af Haderslev Turistforening, men den stoppede i 1995, da Restaurant Damende midlertidigt lukkede for at undergå en større restaurering. Sejladsen blev aldrig genoptaget, men går det, som projektgruppen håber, så genoptages sejladsen igen fra 2016.
"Vores idé er, at den ny båd skal sejle ved hjælp af elektricitet. Og desuden vil den være synkefri," fastslår talsmand for projektgruppen Haderslev Dambåd.
Gruppen skal nu ud at finde godt fire millioner kroner, hvoraf 3.350.000 kroner går til den ny dambåd, og der skal søges midler både lokalt og bredt, for at komme i mål.
Projektgruppen består udover advokat Ole Olesen af arkitekt Wolfgang Kleemann, forpagter af Haderslev Danhostel Peter Jørgensen, daglig leder af Restaurant Damende, Allan Dam Didriksen, konceptudvikler Rigmor Bossen, Mogens Thesbjerg Jørgensen, pensioneret Bank Manager, Dan Pedersen, kvalitetskontroller ved X-yachts, samt tovholder i projektet Lis Christensen.

Publiceret 01 July 2015 07:30