Oksbølpiger strikker løs i sommerferien

Mens alle andre sænker tempoet i sommervarmen, griber Oksbøl-strikkerne ekstra godt fat i strikkepindene

Af
Kim Schou

Strikkecaféen på Oksbøl Bibliotek udvider åbningstiden og mødes hver mandag på biblioteket i Oksbøl kl. 19-21. Alle er velkomne.
Bag strikkecaféen står en gruppe entusiastiske superstrikkere og - hæklere fra Oksbølområdet. Gruppen, som kører på frivillig basis, mødtes første gang i maj 2013.
Indledningsvist blev strikkepindene kun taget med på biblioteket én gang om måneden – men både hyggen og strikkeriet greb om sig, møderne steg i antal – og gruppen har netop haft to års fødselsdag.

Seriøs hygge

Selvom det for strikkecaféens ca. 15 faste deltagere handler om hygge, strikketøj og masser af lakrids, er der også mere alvorlige tanker bag strikkeriet. Et af medlemmerne arbejder på en hæklebog, andre forsyner familien med sokker, og andre igen strikker for godgørende formål.
Et par af damerne laver bl.a. tøj til for tidligt fødte børn, som sendes til neonatalafdelingen på Skejby Sygehus i Aarhus, hvorfra det fordeles til nybagte familier, mens en anden laver bamser til et børnehjem i Indonesien.
Strikkecaféen er åben for alle, og der er plads til flere!

Publiceret 05 July 2015 10:00