Klumme:

Hvor blev kvinderne af?

I Flindts Fodspor

Af
Jørgen Flindt

Nå, kære kvinder, havde I set den komme? Tag den!
Kan godt være at det er 100 år siden, at I fik stemmeret, men jeg skal da love for, at det er så næsten glemt nu. For hvad skete der lige der ved det folketingsvalg?
Prøv lige at tælle hvor mange slips og mørke jakkesæt, du ser i det politiske tv-billede, og du vil sande, at det da godt nok er mange. Og prøv at tælle hvor mange kvinder, der nu sidder på toppen af dansk politik, og I forstår min pointe.
Kvinderne er gået fra at være de stærke til at være dem, der står et eller andet sted bag de stærke alfahanner i dansk politik, Kristian, Lars, Anders og til dels Søren.
Åh ja, kære kvinder, er I klar til brølende hanner, der ikke vil give sig en tomme, og som hele tiden skal måle længden af deres succes ved at få trumfet så mange politiske mærkesager som muligt igennem. Og det vil de, fordi de er hunderæde for, at ellers vil vælgerne kalde det løftebrud og andre ubehagelig ting.
Næ, kære kvinder, dansk politik er atter blevet hannernes kamp om magten. Det er ganske enkelt jakkesæt, der styrer Danmark, og bag de nystrøgne jakkesæt gemmer der sig Tarzaner, der for alt i verden vil være den stærkeste i junglen, for er man det, får man endnu mere magt. Og magten er jo den røde guf øverst på folkestyrets isvaffel, for har man ekstra guf, har man ekstra muligheder..
Tag den kvinder. Så kan I lære det, for er det nu ikke bare sådan, at politik og magt - det er en mandeting? Jo vel er det så, så kære kvinder, hvis I er ludobrikker, så er I da vist lige slået hjem, som ham der køkkenmontøren i filmen 'Den eneste ene', så smukt udtrykker det.
Og er det ikke bare sådan, kære kvinder, at magten tilhører mændene, fordi det jo bare er en naturlov.
Ok, den sidste sætning er ironi af værste skuffe, for personligt sukker jeg over, at det er mænd, og kun mænd, der har sat sig på den øverste del af magt-isvaflen. Det er så gabende kedeligt og uinteressant at lytte til de der alfahanner, der skriger om topskat ned, og grænsebomme op og alt det andet, de nu engang skriger hinanden i hovedet med.
Jeg var såmænd også træt af det, da der kun var stærke kvinder i toppen for bare nogle uger siden, for en god blanding af køn og alder og baggrund ville da være at foretrække.
Hvorfor blå blok kun består af stærke alfahanner ved jeg ikke. Det er nok mest tilfældigt, for det er ikke så længe siden, at eksempelvis Pia Kjærsgaard var den stærke kvinde i blå blok. Men det er da pudsigt, at et par uger efter, vi fejrede 100 år med kvinders stemmeret, endda med en kvindelige statsminister i front, er kvinderne røget ned i hierakiet igen efter fire år med næsten total kvindedominans.
Sådan er livet så finurlig, og vi får trods alt de politikere, vi stemmer på, og det er så mest mænd, vi stemmer på. Og når røgen har lagt sig, og alfahannerne finder ind i hverdagen igen, så kan det da være, at det viser sig at være fuldstændigt ligegyldigt, om det er en mand eller en kvinde, der sidder for bordenden.
Den politiske magt ligner sig selv, uanset om den magt er iklædt kjole eller jakkesæt. Der er ingen mærkbar forskel. Men 100 år med kvinders stemmeret har også vist os, at nok kan begge køn (og tyende) heldigvis stemme, men i politik blæser vinden, som vinden blæser. Og den blæser lige for tiden på slips og mørke jakkesæt.

Publiceret 05 July 2015 07:00