17-årige på indbrudsrov:

Vidne stoppede dem under tredje indbrud

Af
Natalie Stratigos

Onsdag aften klokken 23:25 gik en alarm i en børnehave på Mosevej i Kolding, da to gerningsmænd knuste en rude og smuttede ind i institutionen. De gik omkring i hele kontorområdet, stjal flere iPads og smed de tomme covers rundt omkring.
 
Kort efter, klokken 00:17 natten til torsdag, brød de samme tyve ind på Kolding Friskole. Alarmen gik, da en rude i døren til et mindre kontor blev smadret med en sten. Kontoret blev gennemrodet, og der blev stjålet en telefon.
 
De to indbrud var ikke nok for de dristige tyve, der nu smuttede videre til daginstitutionen Petersbjerggård godt halvanden kilometer fra Kolding Friskole. Her blev en anmelder opmærksom på de to tyve, da de var ved at bryde ind i et skur. Anmelderen tilbageholdt tyvene, mens han kontaktede politiet.
 
"Da vi kom frem til stedet, kunne vi se, at der på en af tyvenes knallert var en iPad, og det gør, at vi kæder dem sammen med indbruddet i børnehaven på Mosevej. Den anden gerningsmand er i besiddelse af den telefon, der blev stjålet fra Kolding Friskole, og derfor drager vi den konklusion, at det er de to, der står bag alle tre indbrud," fortæller Carsten Andersen fra Kolding Lokalpoliti.
 
Der er tale om to 17-årige mænd, den ene med bopæl i Kolding, den anden på Sydals. De to mænd blev anholdt på stedet og sidder torsdag formiddag til afhøring på politigården, hvor de sigtes for tre indbrudsforsøg.

Publiceret 16 July 2015 09:00