Jesper Elkjær (RV), kulturudvalgsformand

Jesper Elkjær (RV), kulturudvalgsformand

DEBAT:

Boligjagt og panik

Jesper Elkjær (RV)
Byrådsmedlem og kulturudvalgsformand
Hestehaven 8, Kolding


Det er ærgerligt, at Kolding Kommune er havnet i en situation, hvor vi må bruge uforbeholdent mange penge på midlertidig placering af flygtninge, for eksempel i Kolding Hotel Apartments. Og det er sørgeligt, at kommunen i forbindelse med regeringens straksudspil sættes under yderligere pres.
 

”Vi tænker som gale”, siger borgmesteren. Jeg tror det betyder ”vi tænker rigtig meget”. Det kunne nemlig misforstås.
 

På et møde i arbejdsmarkedsudvalget tilbage i maj 2014 fik vi en redegørelse, der svarede på en række spørgsmål, jeg havde stillet. Et af spørgsmålene handlede om, hvilken konkret viden, man havde omkring boligplacering af flygtninge.
 

Jeg opfordrede på mødet til, at vi i udvalget tog fat på at formulere en politik for boligplacering af flygtninge, så vi kunne være en smule på forkant. Siden er jeg trådt ud af arbejdsmarkedsudvalget, og mig bekendt er der ikke arbejdet med det.
Nu står vi helt konkret med det dilemma, at de boliger, flygtningene fremover vil have råd til, for en stor del findes i Skovparken. Her har man politisk ingen interesse i at placere flere flygtninge. Men det er den eneste politik, der findes. Vi har ikke et fælles politisk grundlag at arbejde på. Derfor bliver der alene tale om det muliges kunst.
God sommerferie – mens vi tænker.

Publiceret 16 July 2015 11:00