Rosenhaven i Valbyparken. Foto: Helle Nebelong

Rosenhaven i Valbyparken. Foto: Helle Nebelong

12.000 roser klar til publikumsvurdering

Søndag den 2. august er der havedag i Valbyparken kl. 11-16 med naturoplevelser, rosenkåring og masser af underholdning for hele familien

Indhyllet i grønt og farverige blomsterdufte byder Rosenhaven og Temahaverne i Valbyparken på haveoplevelser, god musik og velvære søndag 2. august kl. 11-16, når Københavns Kommune er vært ved den årlige store havedag.

Centralt i parken langs den 1 km lange poppelallé folder boder sig ud og tilbyder bl.a. foredrag om særlige naturoplevelser og deres terapeutiske virkninger ved naturvejleder og naturterapeut Lasse Thomas Edlev. I Naturplanteskolens plantebod er der workshop om spiselige blomster og permagrøntsager, landskabsarkitekt Jane Schul er på plads i sin smukke temahave, Den dynamiske have, og krydderurtekonerne Nielsen & Nielsen fortæller om rabarber kombineret med krydderurter og serverer smagsprøver. Kig også forbi Skovhaven, hvor Signe Hermansen kan berette om havens mere end 80 spiselige planter, heraf mange, du ikke vidste, man kunne spise.

DRØMMEHAVER OG SOMMERSJOV KÆLKNING

Arrangementet er i den grad også for børn, og i år kan små og store bygge deres egen sommerhave i arkitekt Julie Dufours workshop, hvor også de voksne må lege med og visualisere skønne minihaver med blomster, græs og sommerfugle - lige til at tage med hjem. Prøv også helårskælkebakken, som legepilot Palle Krabbe folder ud, og mærk suset på en varm sommerdag.

HEIN & HALFDAN

Under parkens kæmpe pragteksemplar af en ahorn præsenterer skuespiller og sanger Christian Steffensen sammen med sin pianist Henrik Metz en perlerække af Piet Heins gruk og tekster og en farverig buket af tosserier, digte, vers og strofer af Halfdan Rasmussen.

MUSIK OG DANS PÅ GRÆSSET

Dagen slutter traditionen tro med koncert under åben himmel i den store rosenhave, hvor James Rasmussen Trio spiller ørehængere fra da mormor var barn. James afløste Otto Brandenburg i 1958 og blev en del af den hæderkronede sangkvartet Four Jacks sammen med John Mogensen, Bent Werther og Poul Rudi. Søndag 2. august i Valbyparkens rosenhave vil James Rasmussen Trio underholde publikum med de allerstørste radio-hits fra dengang krydret med James anekdoter fra hans tid i legendariske Four Jacks. Hold dig ikke tilbage, men smid sandalerne og tag en svingom i græsset eller nyn med på de gamle hits.

ROSENKÅRING – EN FAST TRADITION

I en tid, hvor forandring er blevet et livs- og arbejdsvilkår, er der intet skønnere end faste traditioner. Og det er rosenkåringen i Valbyparken. I Rosenhaven kan alle gå på jagt efter og stemme på sin yndlingsrose indtil kl. 14, hvor stemmerne gøres op, så formand for Det Danske Rosenselskab Inger Schierning kan forestå rosenkåringen præcis kl. 15, når Københavns Brandvæsens Orkester slutter deres traditionsrige, timelange underholdning.

En årlig ”slapper” i det grønne

Valbyparken er Københavns største park med plads til, at enhver kan finde sin egen plet at slå sig ned på, hvad enten man er til picnic og afslapning eller mere aktiv leg og dans. Fokus på haven & Rosenkåring er et årligt tilbagevendende arrangement den første søndag i august. Det er gratis og for alle, som har hang til haver eller bare godt kan lide at tilbringe en afslappende dag i den smukke park, som bl.a. kan byde på én af Nordeuropas største rosenhaver, 17 temahaver og en 20.000 m2 stor naturlegeplads.

Publiceret 21 July 2015 08:00