Boligkøbere får mindre og mindre afslag

Der gives fortsat nedslag i prisen, når en bolighandel skal falde på plads. Men afslagene bliver mindre og mindre, og de gives ikke altid. Det skriver ejendomsmæglerkæden Nybolig i en pressemeddelelse. 
 
Ifølge Nybolig håber de fleste boligkøbere at kunne forhandle sig til et afslag i prisen. I mange tilfælde lykkes det også, men prisafslagene på villaer er blevet mindre og mindre i de seneste fire år, viser beregninger, som Nybolig har foretaget.
 
I 1. kvartal af 2012 blev huse i gennemsnit solgt 8 procent under den senest udbudte pris, men siden er afslagene faldet støt, og i dag får køberne kun en rabat på 5 procent.
 
"Tallene dækker over betydelige geografiske forskelle. I hovedstadsområdet gives der for eksempel i gennemsnit et nedslag på kun 3 procent, mens afslagene i Vest- og Sydsjælland er på 7 procent. Men fælles for samtlige landsdele er, at køberne i dag generelt får mindre i afslag end for fire år siden – hvis de overhovedet kan forhandle sig til en rabat," siger Kim Pauli, der er pressechef hos Nybolig, i pressemeddelelsen.
 
Prisafslag er nemlig ikke en given ting eller noget, der ydes per automatik.
 
"Mange købere får slet ikke nogen rabat eller må ligefrem betale mere end udbudsprisen, fordi der er flere købere til samme ejendom. Overbud på de mest attraktive huse er en tendens, som er forstærket, i takt med at boligmarkedet er kommet op i gear," siger Kim Pauli, der er pressechef hos Nybolig.
 
At der gives mindre i afslag i dag end for fire år siden er et tegn på, at boligmarkedet er i bedring efter kriseårene, forklarer Kim Pauli.
 
"Vi har oplevet en stigning på 33 procent i salget af huse i første halvår. Det er det største salg siden 2007. Samtidig er der færre villaer til salg i Danmark. Prisen på en bolig afhænger af udbud og efterspørgsel, og når vi aktuelt har flere købere end i mange år og samtidig et mindre udbud, er det klart, at det også har en indvirkning på, hvor meget man generelt kan forhandle sig frem til i nedslag," siger Kim Pauli.
 
Han understreger, at boligmarkedet fortsat præget af ujævnhed. Der er mest fart på byområderne, mens udviklingen i mange landdistrikter fortsat er svag som følge af et stort antal boliger til salg.

Publiceret 21 July 2015 14:00